Det gik lige så godt. Danskerne var frie igen, men bum, så vendte coronapas-kravet og status af covid-19 som en samfundskritisk sygdom tilbage.

Og det er ifølge professor i biologi fra Københavns Universitet Morten Petersen en farce. For Morten Petersen tror, at vi kommer til at se frem til en langt større influenzatrussel, som han frygter mere end corona, i de kommende vintermåneder.

»Jeg synes, at det allerede for et år siden var meget tydeligt, at vi kom til at stå over for en ny potentiel trussel i de andre luftvejssygdomme.«

Indtil nu er 2.820 døde med corona – vel at mærke gennem hele epidemien, som efterhånden har varet tæt på to år, mens der i sæsonen 2017-2018 døde 3.985 med enten influenza eller lungebetændelse ifølge Danmarks Statistik.

De to tal kan ikke sammenlignes en-til en, fordi der under influenza-epidemier hverken er nedlukninger eller lige så mange vaccinerede, som vi har set under corona, men ifølge Morten Petersen har vi alt for lidt fokus på andre luftvejsinfektioner, og det kan blive et problem denne vinter.

Det fortalte Morten Petersen mandag, da han besøgte B.T. Live.

I et debatindlæg fra februar har Morten Petersen også skrevet om denne trussel, der er opstået på grund af den potentielt manglende immunitet over for influenza i befolkningen, fordi vi er blevet hjemme og har holdt afstand.

»Med vacciner og opbygget immunitet i befolkningen undgår vi normalt de værste følger af mange luftvejssygdomme.«

Men det har ikke været tilfældet i år, forklarer han.

»Problemet er, at den naturlige immunitet i befolkningen ikke er evig. Den konstante tilstedeværelse af flere stammer og varianter både opretholder og skaber ny immunitet. Med hårde restriktioner og afstand er influenza og influenzalignende luftvejssygdomme væk,« skriver han i debatindlægget på Jyllands-Posten og forklarer videre til B.T., at børn er meget udsatte, når det kommer til influenza – noget vi ikke har set i et særligt stort omfang under covid-19-epidemien.

Altså kan det i Morten Petersens optik blive rigtig slemt, når influenzaen for alvor kommer igen på grund af den manglende immunitet. Og derfor mener han også, at covid-19 kunne være tacklet bedre.

»Måske burde man have overvejet i marts at droppe alle de test og sige ved du hvad? Det er fuldstændig ligesom alle andre luftvejssygdomme lige nu, fordi vi er godt med i forhold til vaccinerne, og i stedet for bruge penge på sygeplejersker og ruste hospitalerne op. Det tror jeg, havde gjort os meget mere rustet til vinter,« siger han.

Men sådan gik det ikke, og i dag er realiteterne anderledes. Specielt at covid-19 bliver betragtet som en samfundskritisk sygdom igen, generer Morten Petersen, fordi man ifølge biologen lige så godt kunne vælge at klassificere influenza som en samfundskritisk sygdom.

»Den frygt, der er lige nu, det skyldes ikke corona. Det er et sammensurium af mange ting, som kan blive samfundskritiske, hvis der kommer et rigtig hårdt luftvejspres til vinter. Det er derfor, at det er absurd, at vi accepterer, at de kalder corona for samfundskritisk,

»Vi er endt et skidt sted, når vi accepterer, at myndighederne gør noget samfundskritisk, som de udmærket godt ved ikke er samfundskritisk. Det er kæmpe problematisk.«

Det sammensurium, som Morten Petersen omtaler, handler især om covid-19, den sæsonbetingede influenza samt personalemangel på hospitaler. Men netop det mix mener Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme, er en rigtig god grund til, at covid-19 igen bliver betragtet som en samfundskritisk sygdom.

»Tilsammen gør det situationen samfundskritisk. Og det kan betyde, at der skal skrues op for restriktionerne, men det bliver næppe så striks som sidste vinter,« siger Jens Lundgren til Zetland.