Klaus Riskær Pedersen stiller op til folketingsvalg.

I denne uge kom det frem, at han nu er opstillingsberettiget, og jeg skal da love for, at det har provokeret mange mennesker – herunder en del politikere og kommentatorer.

Jeg vil helt undlade at forholde mig til Klaus Riskær Pedersens person. Blot vil jeg konstatere, at vores demokrati virker.

Der er nogle regler for, hvornår man må stille op, og idet Riskær har indhentet de ca. 20.000 vælgererklæringer, ja, så opfylder han kravene.

Nogle synes, han er lidt for smart, og at det er for nemt at stille op, men så må vi enten lave om på systemet, så nye partier får sværere ved at stille op, eller også må vi lade alle mulige – herunder Klaus Riskær – stille op og så vente på vælgernes dom?

Bliver han stemt ind, så er det jo, fordi x antal vælgere har valgt at stemme på ham, og så er det, jeg helt stilfærdigt konstaterer, at sådan er de demokratiske spilleregler.

Jeg kunne godt komme i tanker om et nyt parti, der ved sidste valg fik mange stemmer, og som i mine øjne ikke har bidraget med noget som helst de forgangne fire år.

Og når jeg læser nogle af de ting, som Klaus Riskær Pedersen slår på, så kan jeg også godt komme i tanker om store, velfungerende partier, der har ytret mere idiotiske holdninger.

Jeg forstår godt frygten for de mange små, nye partier. Tænk, hvis de løber med vælgernes gunst? Det kan blive svært at regere, hvis de alle kommer ind.

Riskær vil uden tvivl være en af dem, der hiver en del proteststemmer hjem, og det burde efter min mening mane til eftertanke hos de etablerede politikere: Hvad er det, vælgerne sukker efter?

Jeg tror, vælgerne sukker efter subjektive holdninger. Ikke renskurede, udglattende og politisk korrekte meninger. Nej, vi vil egentlig gerne have personlighed. Bare fortæl, hvad I SELV mener, i stedet for at nedgøre de andres udtalelser.

Politikerne har i bedste mening stillet sig til rådighed på de sociale medier, og jeg er vis på, at de lytter rigtig meget til vælgerne. Men personligt synes jeg, det er en misforståelse, at man skal kunne kontakte sine politikere så direkte og på alle tider af døgnet.

Der sker nemlig ofte det, at de, der larmer mest, får mest opmærksomhed. Medierne er lynhurtige til at stemple nogle indlæg som en 'shitstorm', og straks bliver politikere afkrævet et svar på noget, der dybest set er ligegyldigheder.

Tag nu de evigt krænkelsesparate åndsamøber, som gør livet utroligt vanskeligt at leve, fordi de konstant får taletid. Der var f.eks. sagen om racistiske mexicanerhatte ved en fest på universitetet, og så var der den danske sang, som ikke måtte være en ung blond pige.

Var det ikke i virkeligheden nogle ganske få mennesker, der følte sig krænket på den konto? Og hvor meget fyldte det i pressen? Jeg synes, det er trist, at vi allesammen så hurtigt og ofte gør knæfald for disse sarte individer, fordi det er med til at gøre især politikere bange for at mene noget som helst.

Jeg forestiller mig, at politikerne involverer sig i disse sager, fordi de tror, der er stemmer i det, men passer det? Ville de ikke vinde langt mere ved at svare: 'Jeg har vigtigere ting at tage mig af end at indlade mig på diskussioner om mexicanerhatte og gamle højskolesange.'

Jeg kan naturligvis tage fejl, men noget tyder på, at andre end jeg efterlyser personality. For da Jakob Ellemann-Jensen udtalte: 'Jeg elsker bacon' til Veganerpartiet, ja da havde det lille parti nok regnet med, at det ville blive til en shitstorm for fødevareministeren, men hvad skete rent faktisk? Ellemann-Jensen blev kort efter topscorer som den mest populære minister på Christiansborg.

Man skal ikke undervurdere vælgerne. Lad nu Riskær og de andre svare på spørgsmål, og så må vi tage stilling til, om der er substans, og om vi vil stemme på dem. Jeg har fuld tillid til vores demokrati og respekt for den, som tør være sig selv og have en personlig holdning. Også når jeg er uenig med vedkommende.