Jeg kender ikke et eneste menneske, der ikke ønsker at hjælpe andre mennesker, der er i nød, men jeg kender rigtig mange mennesker, der ønsker at hjælpe i et omfang og i en takt, så vi som land selv kan følge med. Sådan har jeg det også selv.

Man beslutter ikke selv, om man har krav på asyl. Det gør de danske myndigheder igennem en grundig og individuel behandling af hver enkelt asylsag. Når en asylansøger har fået afslag, har man pligt til hurtigt at forlade Danmark igen.

Jeg forstår fuldstændig, at mange mennesker ønsker at skabe sig et liv i et rigt og fredeligt land som Danmark. Jeg forstår også godt, at man kan være næsten desperat for at få lov til at være her fremfor at blive sendt hjem til Afrika eller Mellemøsten. Men lader vi både dem med et reelt behov for beskyttelse blive og dem, som nægter at anderkende deres afslag, blive, så vil vi bringe os i en situation, hvor vi ikke længere kan følge med.

Vi vil blive en magnet for mennesker fra især Mellemøsten og Afrika, som vil lukrere på vores manglende konsekvens. Det er derfor, vi i vores regeringstid har taget en række endog meget resolutte og konsekvente skridt. Og det er derfor, vi kommer til at tage flere.

I 2018 har 58 pct. af dem, der har fået behandlet deres sag i Udlændingestyrelsen, opnået asyl og fået lov til at opholde sig i Danmark, indtil de igen kan rejse hjem. De resterende, dvs. de godt 40 pct., der har fået afslag på asyl, skal forlade landet, hvis afgørelsen stadfæstes.

Min respekt er meget lille for de mennesker, der forsøger ‘at tage selv’ af vores gæstfrihed og nægter at forlade Danmark igen, selvom de er forpligtet til det. Derfor må der sættes hårdt mod hårdt. Gangen i en hjemsendelse er derfor sådan:

Når man har fået et afslag på asyl, overflyttes man til Hjemrejsecenter Avnstrup nær Lejre. Samarbejder man ikke med myndighederne om sin hjemsendelse, flyttes man til Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland, hvis man er en familie og Udrejsecenter Kærshovedgård mellem Brande og Ikast, hvis man er enlig. Disse to centre er indrettet til afviste asylansøgere, og det skal derfor være uattraktivt at opholde sig der. Når forholdene er sådan, så er det naturligvis for at presse de afviste asylansøgere til at rejse hjem.

Der er stadig en række afviste asylansøgere, der nægter at rejse, og det er derfor nødvendigt at stramme skruen ekstra over for dem. Det er derfor, at statsministeren brugte sin grundlovstale til at annoncere en endnu strammere kurs. Det betyder, at vi i hvert fald sammen med Østrig arbejder på at oprette endnu et udrejsecenter. Det skal ligge et sted i Europa, men uden for EU. Pointen med centeret er, at afviste asylansøgere, som nægter at respektere myndighedernes afgørelser, ikke skal have lov til at blive i Danmark.

Derved bliver det mindre attraktivt for personer uden beskyttelsesbehov at søge imod Danmark. Så vi får altså endnu et pressionsmiddel over for de, der ikke vil følge vore anvisninger. Og selvom det kan være svært at begribe, at mennesker ikke respekterer myndighedernes afgørelser, så er det desværre nødvendigt hele tiden at stramme skruen over for disse mennesker, så vi ikke bliver et ‘tag-selv land’.