Det var midt i november måned. #metoo-bølgen skyllede ind over den vestlige verden, de sociale medier og over bogmessen i Bellacenteret, hvor jeg mødtes med en gammel ven mellem bestsellers og twerklings, ludermanifester og Louisiana-kristne med stofnet fra Politiken PLUS over skulderen.

»Tror du ikke, at vi kommer til at tale om verden før og efter #metoo?« spurgte han og tog en bid af kyllingesandwichen. Hm. Jo. Måske. Lidt uforudsigeligt på det tidspunkt. Trods alt. Og trods det, at ideologien bag bevægelsen var ligeså kampklar som de kvinder, der nu har brugt hele vinteren ('og den var hård i år', som Trille sang i 70’erne) på at lave hashtags, skrive forargede facebook-opslag og sure søstersolidariske debatindlæg om, at mænd er nogle usle seksuelle rovdyr. Og vi kvinder skal ikke finde os i noget. Ingen klask i numsen. Ingen pift på gaden. Ingen der holder døren, ingen komplimenter, ikke noget som helst. Punktum.

Stærke, selvbevidste kvinder (sjovt nok) har marcheret i ideologiske, taktfaste skridt, og under den tyndhudede offeridentitet fornemmede man hævntørstige betonfeministiske hjerter slå.

Og nu er det så blevet sommer, den tid på året hvor hjertebålene brænder, nætterne og kjolerne bliver kortere - der er faktisk ikke noget sødere og dejligere i hele verden. Men det er sommerverdenen efter #metoo, og ovre de tider, hvor man sorgløst kan lade flirter rime på skørter.

Marie Høgh, sognepræst og debattør Vis mere

For mændene har gennem de sidste mange måneder fået en alvorlig løftet pegefinger om, hvordan de skal opføre sig, og hvilke proportionsløse konsekvenser en hånd på et solbrunt damelår kan have. Og bare for en ordens skyld, inden nogen melder mig til folkedomstolen, så skal reelle overgreb og krænkelser frem i lyset og meldes til myndighederne. Selvfølgelig. Det er jo så banalt, at man næsten ikke orker at sige det. Men nu har vi også hørt fortællingerne. Og mændene, skyldige eller uskyldige, har betalt prisen. Nogle den allerdyreste pris.

Det er bekymrende, at #metoo-bevægelsen har erstattet det tillidsbårne og lidenskabelige spil mellem mand og kvinde med en magtkamp mellem kønnene, hvor kvinderne har rottet sig sammen i en følelsesbåret bevægelse, der er gået i krampe af selvoptagethed. Og det  paradoksale er, at kvindens stilling i Vesteuropa og i særdeleshed Nordeuropa er den frieste i verden.

Men jo mindre der er at kæmpe for, jo mere betragter kvinderne alting som et muligt anslag mod dem. Også forskellen mellem kønnene støder dem. For bagved hashtagget gemmer sig en lighedsideologi, der er gået fuldstændig over gevind. Derfor reagerer kvinderne med en hysterisk overfølsomhed over for noget, der ikke er i nærheden af en krænkelse eller forulempelse, men i virkeligheden bare er en harmløs fornærmelse, et klodset kompliment eller gammeldags galanteri.

Mændene reagerer med tilsvarende overforsigtighed og usikkerhed, fordi spillereglerne ikke længere er naturligt givet, men et ideologisk diktat ind i en krænkelsessyg offerkultur. Det er ånden i tiden i verden efter #metoo. Og det er ved Gud ikke særlig åndfuldt.

Jeg kan huske, at jeg sagde til ham min ven på bogmessen gang i november, at jeg undrede mig over, at kvinderne ikke bare siger fra eller stikker manden en lussing. Nu har jeg forstået det. Og vi har set det gennem alle historiens ideologier: Så snart mennesket ukritisk melder sig under en ideologis slagsange, faner eller hashtags, fralægger man sig i sammen åndedrag den personlige pligt over for sine medmennesker og det personlige ansvar. Ansvaret for sig selv, som menneske i verden. Og ansvaret til at sige fra. For ansvarsforflygtigelse er menneskets ældste og mest uklædelige disciplin. Offerollen er ynkelig – men det ansvarsfulde menneske bærer en værdighed i sig selv, der gør alle lighedsideologier til skamme.