Torsdag ville Yahya Hassan vise, at han ikke er imod stormoskeen, og at han ikke hader muslimer. At han blev presset væk fra åbningsfesten, har gjort ham oprigtig oprørt. Forfatteren og journalisten Rushy Rashid kalder digterens tilstedeværelse »et PR-stunt for at få maksimal opmærksomhed.«

»Jeg kom for at vise, at jeg ikke er imod moskeen, og at jeg ikke hader muslimerne. Jeg kom ikke for at spille smart og provokere,« siger digteren Yahya Hassan.

Ballademagere forhindrede ham torsdag i at deltage i åbningen af den nye stormoske i Rovsingsgade på Nørrebro i København. En gruppe unge mænd var utilfredse med hans tilstedeværelse og skabte så meget uro udenfor moskeen, at politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET), som beskytter Yahya Hassan, der på grund af sin kontroversielle digtsamling »Yahya Hassan« har været udsat for trusler på livet, ikke turde tage ansvaret for hans sikkerhed. Derfor måtte han forlade stedet uden at være kommet ind i moskeen.

»Mens jeg stod ude foran moskeen, var der mange muslimer og mange børn, der kom hen til mig,« fortæller Yahya Hassan.

»De kom for at snakke og spurgte mig stille og roligt om forskellige ting. Der var måske 300-400 muslimer til stede, og ud af dem var der en gruppe på kun 20-30 mennesker i hiphop-tøj, kasketter og ting og sager, der var imod mig.«

Yahya Hassan er oprigtigt oprørt over, at det lykkedes gruppen at presse ham væk, og i går lagde han på sin facebookprofil en video ud, hvor han på arabisk citerer et Koranvers, der hylder religiøst fællesskab og advarer mod religiøst hykleri. Han sluttede af med ordene »Tro på gud og hans profet« – et sætning som ikke er en del af Koranverset.

»Den her gruppe på 20-30 personer gav slet ikke mening. Én havde et meterlangt skæg og samtidig en hiphop-trøje med teksten »Fuck the world«. De ved ikke selv, hvad de laver. Det er dem, der ved mindst om religion. Det er dem, der praktiserer religionen mindst. Gruppen kommer fra Nørrebro. De lavede ballade ved åbningen af stormoskeen, og de laver ballade på Nørrebro, hvor de står bag kriminelle aktiviteter som salg af hash og skyderier, og hvor de bestemmer over alle de andre muslimer,« siger Yahya Hassan.

Det handler om magt og ikke om religion

Ifølge Yahya Hassan handler gruppens reaktion imod ham ikke om religion, men om magten på Nørrebro, hvor han selv bor.

»Deres reaktion imod mig har ikke noget med moskeen at gøre. Hvad ved de om Gud? De ved ikke noget! Det handler om deres territorium. »Ham der digteren er kommet til Nørrebro, og han skal ikke tro, at han kan komme sammen med politiet og så bare komme ind i moskeen«. Det handler om, hvem der har magten. Hvem der har territoriet. Så 20-30 kriminelle, klamme personer kommer til at repræsentere 400 muslimer. Det er sørgeligt, at der ikke er nogen, der gør noget. Hvis de andre sagde, »Hallo, hør nu her. Det er jer, der laver ballade. Opfør jer ordentligt,« så ville det være gået anderledes. Men det gør de ikke, for de er bange. Hvis man fjerner mig, så kommer jeg ikke dagen efter og truer. Men hvis man fjerner gruppen, så risikerer man trusler,« siger Yahya Hassan, som både kritiserer politiet, PET og bestyrelsen for stormoskeen for at give efter for uromagerne.


»Repræsentanter for bestyrelsen kom på et tidspunkt hen til PET og sagde: »I skal fjerne ham nu. Han er en sikkerhedstrussel«. Men hvem var det, der var en sikkerhedstrussel? Jeg stod stille og roligt og ventede på at komme ind i moskeen, mens jeg bliver omringet af 20-30 personer. Det var dem, der skabte en sikkerhedstrussel og ikke mig. Det var mig, der var den truede. Det var ikke mig, der truede. Hvis det var en ordentlig bestyrelse, så ville den have sagt til de unge: »Kære brødre og søstre, det er moskeens åbningsdag. Vi må vise et godt eksempel, vi må vise, at moskeen er for alle, og at vi ikke er voldelige«,« siger Yahya Hassan.

Han synes, at politiet og PET bøjer sig for gruppen af unge fra Nørrebro. Politiet turde godt afvise en højreorienteret demonstration på åbningsdagen, men de turde ikke forhindre de 20-30 unge fra Nørrebro i at presse ham selv væk fra åbningsarrangementet. Men gjorde politiet da ikke det rigtige, når han nu var truet af de unge?

»Det kommer an på, hvad politiet vil. Hvis de bare vil undgå problemer ved at hindre en konfrontation, så gjorde de det rigtige. Men at 20-30 personer tvinger politiet og PET til at trække sig, og at de tvinger den muslimske bestyrelse for moskeen til at bryde sit grundprincip om, at moskeen er åben for alle, forvirrer mig. De 20-30 personer har så meget magt. Ikke kun når det gælder kriminalitet,« siger Yahya Hassan.

Forfatterforening: Han havde ret til at komme

Formanden for forfatterforeningen Danske Skønlitterære Forfattere, Jan Thielke, kalder det uacceptabelt, at Yahya Hassan blev presset væk fra åbningen af moskeen.


»Det var en offentlig åbning, og der skal alle principielt kunne dukke op. Yahya Hassan havde ret til at komme. Det skal ikke udelukke en forfatter at deltage i offentlig arrangementer, at vedkommende har provokeret nogle,« siger Jan Thielke.

Spørger man ham, om reaktionen på Yahya Hassans deltagelse ikke var forventelig, og om digteren ikke burde have forudset, at hans deltagelse ville kunne udløse uro, svarer han:

»Det ved jeg ikke, om han burde. Det er måske forventeligt og svarer måske lidt til at møde op på FCKs tribune iført Brøndbys klubtøj. Det er jo den type af reaktioner, han mødte. Men Yahya Hassan havde under alle omstændigheder lov til være med til åbningen.«

Forfatter: Et PR-stunt

Forfatteren og journalisten Rushy Rashid, der selv er en meget aktiv deltager i debatten om indvandring og kultur, deltog i åbningen af moskeen, men hun er kritisk overfor Yahya Hassans deltagelse.

»Jeg synes, at Yahia Hassan bruger det som et PR-stunt for at få maksimal opmærksomhed. Han kender jo godt reaktionen, men han vil have opmærksomhed, og jeg synes, at han dermed bevidst lægger op til provokationen og reaktionen. Hvis han tænkte tilbage til reaktionen på sin oplæsning på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose, så ved han jo, at visse muslimer reagerer stærkt på hans islam-kritik,« siger Rushy Rashid.

20 idioter som ikke kender til takt og tone

Folketingsmedlem Özlem Cekic (SF) var også med til åbningen. Hun siger, at der var tale om et åbent arrangement, og at alle kunne komme.

»Den behandling, Yahya Hassan fik, var fuldstændig uacceptabel. Han vælger, trods det han har været igennem, og de meninger han har, at komme. Han kan have mange forskellige grunde til at komme – det kan være alt fra provokation til ønsket om dialog, og så er det fuldstændig uacceptabel, at han mødes med den reaktion, i stedet for at man rækker hånden ud imod ham,« siger Özlem Cekic.

Hun understreger, at det er vigtigt, at man ikke tager alle gæsterne ved åbningen til indtægt for den reaktion, som Yahya Hassan blev mødt med.

»Der var rigtig mange mennesker til stede. Jeg diskuterede selv homoseksuelles rettigheder med mange mennesker, og mange var enige med mig. Det er trist, at 10-20 menneskers opførsel – idioter, som ikke kender takt og tone – går ud over alle de andre. Man skal huske, at de, som gjorde det, ikke nødvendigvis er repræsentanter for moskeen eller mig som muslim. Fordi nogle laver ballade, er deres holdninger ikke nødvendigvis repræsentative for alle andre,« siger Özlem Cekic.