Få dit afdøde kæledyr som smykke. Tilbuddet kommer fra Aalborg Dyrehospital til de efterladte ejere, når deres dyr bliver aflivet. En idé, der har hjulpet mange dyrevenner gennem sorgen over at miste én, de holder af. Det fortæller TV2/Nord.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det kan være svært at tage afsked med et kæledyr, som gennem mange år er blevet et kært medlem af familien. Det ved man på Aalborg Dyrehospital, som, med inspiration fra USA, nu tilbyder, at asken fra det kremerede kæledyr kan blive foreviget i et smykke af glas.

- Vi har haft en vældig diskussion om etikken i det her, men er kommet til den slutning, at det vil vi alligevel tilbyde folk, fortæller dyrlæge på Aalborg Dyrehospital, Berit Aakjær Sørensen, til TV2/Nord.

Dyrehospitalet er som det første i Danmark gået sammen med en glaskunstner fra Nibe om produktionen af smykkerne. En lille portion af asken fra dyret bliver blandet sammen med glas, som så bliver til en perle, man kan bære i en halskæde eller armbånd.

- Nogle mennesker har det godt med bare at vide, at deres hund er blevet aflivet på forsvarlig vis. Andre har brug for, at have det lille minde der gør, at de kan komme videre i deres liv, selvom de har mistet noget som har betydet rigtig meget for dem, siger Berit Aakjær Sørensen til TV2/Nord.