Kaare Kronberg
Jonas Vester

'Det er uigenkaldelig slut nu. Julius døde i 2005, træt og mæt af dage. Anders døde den 6. maj 2016, 85 år gammel, og det gik ikke helt, som han havde håbet. Det blev faktisk ret træls.'

Sådan skriver DR-legenden Søren Ryge i sine mindeord om Anders Sørensen. Om et varmt og nært venskab, der sluttede den 7. maj, hvor Anders Sørensen sov ind på Randers Sygehus i en alder af 85 år. Og om nogle hårde sidste måneder for en ærekær landmand.

Anders Sørensen trådte sammen med sin bror Julius Gregersen direkte ind i danskernes tv-stuer med mudderfyldte gummistøvler, da Søren Ryge lavede den nu berømte programserie 'Anders og Julius'.

Igennem 15 år kunne seerne følge de to brødres spartanske og gammeldags levevis sammen på Skuregården på Djursland.

De to molbobrødre blev ikke bare elskede skikkelser hjemme i de danske stuer. De fandt også en helt speciel plads hos Søren Ryge, der under begravelsen torsdag den 12. maj sad forrest i kirken og vare forreste bærer, da kisten blev løftet ud af kirken.

I sine mindeord skriver Søren Ryge:

'De har ikke vundet en million, de lider ikke af uhelbredelige, sjældne sygdomme, de har ikke udført store bedrifter – de lever bare et jævnt og virksomt liv på deres gård og deres jord. Men deres daglige gøremål, deres udstråling og ikke mindst deres sprog var af en sådan karakter, ægthed og styrke, at de brændte igennem skærmen, som man siger.'

Den sidste tid blev ensom for Anders Sørensen, som mistede sin bror Julius for godt 10 år siden, fortæller Søren Ryge i sine mindeord.

'For Anders og Julius har hele deres liv sat en ære i at passe sig selv og klare sig selv. Da Julius døde, blev Anders både alene og ensom, men han nægtede at gøre noget ved det. Enhver tanke om hjælp til f.eks. mad og rengøring blev afvist, og selv om helbredet blev dårligere og dårligere, kunne ingen få ham til at gøre noget som helst for at lette dagligdagen. Den eneste luksus, som kun blev til under stort pres, var at skifte det gamle brændefyr ud med et oliefyr, og enhver tanke om at flytte til noget mindre og nemmere blev afvist med ’jeg skal bæres herfra’.'

Anders Sørensen blev til sidst tvunget væk fra sin gård efter en længere periode med smerter, som endte med at lægerne måtte amputere hans ben. Søren Ryge skriver:

'Anders ville ikke på sygehuset, hvorpå lægen sagde, at det var han nødt til, for ellers ville han dø. Da han en halv time senere blev båret ud i en ambulance, græd han højlydt, og han vidste ikke, at de næste tre måneder ville blive trælse ud over enhver forstand.'

Det blev de. Efter flere hospitalsbesøg tilbragte Anders Sørensen sin sidste tid i en plejebolig.

'Han nåede en uge i sit nye hjem, en hyggelig lille bolig med udsigt over en mark. Han nåede at tænde sin pibe og drikke en øl, helt lovligt. Han nåede et lille glimt af optimisme og en enkelt TV-avis. Så kom lungebetændelsen igen og sygehuset, og så sluttede livet for Anders – stille og fredeligt, uden angst eller smerter. Han drak sin sidste halve dåseøl med sugerør aftenen inden han døde,' skriver Søren Ryge.