En kæmpe brand i et  savværk i Rold Skov ved Nørager uden for Aalborg sendte mandag aften fire personer på hospitalet.

- Fire personer blev kørt på sygehus med lettere røgforgiftning, men de er alle udskrevet uden større mén, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

En hel sorteringshal er udbrændt, og sent mandag aften kæmpede brandvæsnet for, at branden ikke skulle brede sig yderligere.

- Der er muligvis tale om en kortslutning, men det skal vi lige undersøge nærmere siger vagtchefen.

Det var kort efter klokken 19, at branden opstod og politiet, brandvæsenet og fire ambulance blev tilkaldt. Fire personer, der arbejdede på savværket måtte bringes på sygehuset. 

- De forsøgte først at slukke den uden held, men måtte så tilkalde hjælp, siger vagtchefen.
 

Ifølge Nordjyske.dk er det ikke første gang, at en stor brand hærger savværket. I april 2005 udbrændte den 1.500 kvadratmeter store savværksbygning. Dengang kæmpede 30 brandfolk i fire timer for at få ilden under kontrol.