En gennemsnitlig pensionskunde med middel risiko scorede 7,9 procent i afkast efter omkostninger i 2017

Bliver pensionisttilværelsen en fest - eller en sparsommelig affære?

Svaret afhænger ikke kun af, hvor mange penge du løbende sætter ind på din pensionskonto, men også af hvor gode selskaberne er til at investere dine penge.

Set over hele linjen har danske pensionskunder god grund til at juble over det afkast, de har fået i løbet af de seneste år, viser en ny opgørelse, som forsikrings- og konsulentvirksomheden Aon Risk Solutions har foretaget for BT.

På tværs af selskaberne lød det samlede afkast på 7,9 procent efter omkostninger for en pension med middel risiko - dvs. hvor investeringerne er placeret i 50 procent risikable aktiver, som f.eks. aktier og valuta.

Tager man udgangspunkt i en dansker med en pensionsopsparing på 1 million kroner, har vedkommende indkasseret omkring 80.000 kroner i afkast alene i 2017.

Højere risiko, højere afkast

Danskere, der var villige til at påtage sig en højere risiko (75 procent risikable aktiver), blev belønnet for det. De fik i gennemsnit et afkast på 10,6 procent, dvs. en gevinst på over 100.000 kroner.

»2017 har været et rigtig, rigtig godt år med forrygende afkast. Det skyldes bl.a., at vi har set globale aktier, der har givet i nærheden af 20 procent, og danske aktier, der har været oppe på omkring 17 procent,« fastslår Jannik Andersen, der er afdelingsdirektør hos Aon Risk Solutions.

Undersøgelsen, der fokuserer på pensionsselskabernes markedsrente-produkter, viser også, hvordan selskaberne har klaret sig på den længere bane - over de seneste syv år.

Og der er ingen tvivl om, at det økonomiske opsving har vist sig i pensionsopsparingerne: Set over hele perioden har der i gennemsnit været et afkast på syv procent i et pensionsprodukt med middel risiko.

»Det går rigtig godt i amerikansk økonomi, og det betyder, at der er ved at komme gang i hjulene. Samtidig kører den Europæiske Centralbank stadig med fuld skrue på understøttelse af økonomien, og derfor er der også høje forventninger til 2018 i branchen,« siger Jannik Andersen.

Forskel fra selskab til selskab

Men det er bestemt ikke ligegyldigt, hvor man som pensionskunde har placeret sin formue, viser tallene. Der er nemlig stor forskel på afkastet fra selskab til selskab.

Tager man eksempelvis udgangspunkt i en pensionsordning med 75 procent risikable aktiver, så var der i 2017 fem procent-point til forskel fra top til bund. SEB opnåede et afkast på hele 12,9 procent, mens Skandia-kunder måtte ‘nøjes’ med 7,9 procent.

Kim Johansen, der er direktør i SEB, peger blandt andet på, at selskabet har været gode til at »have mange aktier på de rigtige tidspunkter« gennem 2017. Derudover har SEB beskyttet sig selv imod fald i dollarkursen, understreger han:

»Ser man på den amerikanske dollar, så er den faldet med omkring 15 procent i løbet af året. Vi har haft fornuftigt styr på dollarrisikoen, så vi ikke har haft de store tab på dollar-relaterede investeringer,« siger Kim Johansen.

Skandias investeringsdirektør, Morten Halborg, nævner også faldet i dollarkursen som en faktor, der påvirkede investeringerne.

»Feltet er meget tættere i 2017 end året før, og vi ville naturligvis gerne havde ligget højere i tabellen, men dollarens fald på cirka 12 procent drillede os i de aktivt forvaltede produkter,« siger han til BT.

Markedsrente vinder

Pensionsrådgiver Anders Valdemar Juhl fastslår, at det er kunder med markedsrente, der har scoret de højeste gevinster i de seneste år, mens pensionskunder med gennemsnitsrente har fået et væsentlig lavere afkast.

»Det har vist sig, at det kan slet ikke kan svare sig at fastholde de gamle ordninger med gennemsnitsrente, fordi renten er for lille. Der er ingen tvivl om, at det er ordninger på markedsvilkår, som har klaret sig bedst,« siger Anders Valdemar Juhl.

De fleste danskere har overladt investeringerne til pensionsselskabet, men det er alligevel vigtigt, at man selv løbende tager stilling til, om man har den rette risiko-profil, siger Anders Valdemar Juhl.