I en rask bevægelse er 43-årige Johnny Svendsen oppe af sin stol.
»Så er den dér,« siger han og får fat i den kimende telefon, mens 41-årige Stig Boye rækker ud efter blok og pen.
»Nattevagten, det er Johnny. Okay. Hvor er vi henne? Krausesvej nummer 3, siger du. Det er kulturhuset på Østerbro, ik? Super, jeg kontakter klager,« siger Johnny Svendsen og slutter opkaldet med rådhusvagten, som videregiver københavnernes støjklager.
Øjeblikket efter har Johnny Svendsen den klagende københavner i røret.
»Hej Anne. Du har lige ringet og klaget over noget høj musik? Ja, nu skal du høre, vi kører ud og kigger på det med det samme, så vi er der inden for en halv time. Godt – hej«.
Det er lørdag, klokken er 20.30, og Københavns Kommunes miljøinspektører Johnny Svendsen og Stig Boye er netop mødt ind på en nattevagt. De næste syv timer skal de patruljere i København for at sikre, at støjniveauet fra byens restaurationer og spillesteder holder sig inden for det tilladte, så borgerne kan få nattero.
Nattevagtsordningen har to år på bagen og blev indført, fordi støjniveauet i det københavnske natteliv var et voksende problem. Derfor var der behov for, at kommunens medarbejdere kunne måle, om en klage var reel eller ej, straks klagen blev indgivet.
»Og vi er faktisk hurtigere fremme end lægevagten,« konstaterer Johnny Svendsen.
Københavnerne mindre tolerante end før
Det er formentlig få mænd i begyndelsen af fyrrerne, der er så velbevandret i det københavnske natteliv som Johnny Svendsen og Stig Boye. De kaster om sig med navne på steder, hvor »bassen er for massiv«, ventilationen for ringe, og klagerne på nippet til at være for mange.
De stivner og spidser ører ved lyden af noget pludseligt, og sætninger som »kan I også høre« eller »er det bare mig, eller er det musik?« er gengangere på ruten rundt i København.
»Vi er ekstremt opmærksomme på lyd, og det er nok en arbejdsskade. Du vil opleve, at vi rigtigt ofte ruller vinduerne ned, for det er vores indikator på, om vi kan finde noget støj,« siger Stig Boye.
De skælder ikke ud for skældudens skyld, men søger at skabe dialog, og det er en fordel i jobbet.
»Jeg tænker ikke, at vi skal ud og knalde nogen for at spille for højt. I stedet synes jeg, at det er en succes at opnå forståelse hos de mere besværlige erhvervsmål, som har paraderne oppe, straks de ser os,« siger Stig Boye.
Nattevagten modtager mellem seks og ti opkald på en vagt – flest om sommeren, men også i perioden med julefrokoster. Klagerne vedrører samtlige københavnske bydele, men særligt Indre By, dele af Vesterbro og Nørrebro.
»Den dér risikerer vi også at få opringninger på,« siger Stig Boye og peger mod himlen, hvor en helikopter cirkulerer.
»Så spørger folk, hvornår TV 2 News eller politiet stopper med at være i luften. Der sker især, når der er Distortion, og flere af klagerne kommer fra den generation, som tidligere syntes, at det var fedt at tage del i Københavns larm. Nu har de så stiftet familie og vil stadig gerne byens miljø, men når mørket falder på, er det ikke længere sjovt,« siger Stig Boye.
Han og Johnny Svendsen oplever, at københavnerne er mindre støjtolerante end tidligere, og mens vi på den ene side ønsker at bo tæt på det Kongelige Teater, vil vi omvendt ikke leve med støjen fra Nyhavn.
»Det er tydeligt, at når folk har betalt seks millioner kroner for en lejlighed, så forventer de vitterligt også, at der er ro om natten,« siger Johnny Svendsen.
Sunny Beach og Zlatan
»Benjamin, her er nogle fra Københavns Kommune,« råber en kvinde bag baren til en fyr, efter Stig Boye og Johnny Svendsen har viftet med deres legitimationsskilt. De er nået frem til Krausesvej, hvor den instrumentale musik pumper, en flagranke af stof blander sig med lyskæder i luften, og en røgmaskine indhyller haven i en tæt sky.
»Men det her er faktisk ikke vildt. Slet ikke,« siger Johnny Svendsen, før Benjamin får mast sig frem mellem masserne. Det viser sig, at polititilladelsen til at spille er på plads, og planen er at flytte festen indendørs klokken 22.
»Men vi kan også bare slukke nu?« foreslår Benjamin.
»Nej, nej, bare vær’ opmærksom på åbne døre og vinduer, når I rykker ind. God fest,« siger Stig Boye, og straks efter er brintbilen på vejen igen.
»Så kører vi ned i Gothersgade, og det er jo Sunny Beach,« siger Johnny Svendsen.
Dørmændene hilser velkendt på Johnny og Stig, som træder ind på Stereobar med måleudstyret. En overbo har klaget over stedets bas, som lige nu hamrer til TopGunns megahit »Dejlig«, og Johnny Svendsen beder ejeren om at placere hånden på væggen og mærke musikken vandre op til lejlighederne oven over.
Derefter runder nattevagterne Café Victor, som er »klassens pæne dreng« og på eget initiativ har brugt 500.000 kr. på en ny støjdæmpende facade, ligesom vi i nattens løb er på besøg i luksusnatklubben Arch. Stedet har haft problemer med en gårdvendt branddør, men nu er der fundet en løsning, så naboerne ikke længere vågner ved, at klubbens musik pludselig brager ud.
En håndfuld svenske piger fejrer polterabend, og det forlyder, at brudens ven, som tilfældigvis er fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic, kigger forbi som en overraskelse senere på natten.
Det får Johnny Svendsen og Stig Boye dog ikke mulighed for at overvære, for mobilen bimler igen. Byens caféer pakker ikke udeserveringen væk tids nok, og i den lune sommernat fortrænger spillestederne, at vinduer og døre skal holdes lukket.
»Så vi bliver nok heller ikke arbejdsløse i dag,« ler Stig Boye.
