Flere forældre overdrager huset til børnene til lav pris. Men gevinsten bliver mindre, når der kommer nye ejendomsvurderinger.

I takt med de stigende huspriser er det blevet svært for mange førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet - særligt hvis de stiller store krav til beliggenhed og plads.

Derfor har flere familier fået øjnene op for en smart manøvre, der kan lette den økonomiske byrde for børnene. Med en såkaldt ‘familie-overdragelse’ er det muligt at sælge huset til en pris, der er 15 procent lavere end den offentlige vurdering - som i øjeblikket er fastfrosset på 2011-niveau.

Familierne kan altså handle en bolig til langt under den reelle markedsværdi og på den måde videregive en større formue.

Antallet af familiehandler er ifølge Boligsiden.dk steget med 49 procent fra 2.949 i første halvår af 2012 til 4.385 i første halvår af 2017.

Og der kan være rigtig mange penge at spare for arvingerne på den måde, viser beregninger, som BRF Kredit har foretaget for BT.

Et gennemsnitligt parcelhus, der på almindelige markedsvilkår ville blive solgt for 1.808.380 kr. i dag, kan med en familiehandel overdrages til børnene for 1.372.070 kr., hvilket er en besparelse på 436.310 kr.

Skattegevinst til børnene

Samtidig forventes boligen at stige i værdi over de kommende år, så den i 2019 vil kunne sælges for 1.918.510 kr. - med udgangspunkt i Nationalbankens prognose om prisstigninger på tre procent om året.

»Det kan være en god løsning for hele familien. Der ligger en skattegevinst til børnene i form af fastlåsningen af vurderingerne, og mange seniorer er i dag friske på at overdrage deres parcelhus til de unge mennesker, og så vil de selv gerne flytte ind til byen, hvor de kan udnytte de kulturmuligheder, som storbyen giver anledning til,« siger Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør hos BRF Kredit.

Når de nye ejendomsvurderinger træder i kraft i 2019, forventes langt de fleste boliger i landet at stige væsentligt i værdi. Tilmed har de nuværende offentlige vurderinger vist sig at ligge kunstigt lavt i forhold til de reelle salgspriser flere steder i landet.

Det betyder, at besparelsen for børnene i en familiehandel bliver mindre, når de nye ejendomsvurderinger træder i kraft.

»Skal man give værdier videre til sine børn, er det her et rigtig godt alternativ til at give dem f.eks. pengegaver i form af kontanter, fordi barnet ikke skal betale skat af den gevinst, det opnår ved købet. Der er god økonomi i en familiehandel, så længe den offentlige vurdering fra 2011 er gældende, men når de nye offentlige vurderinger kommer i 2019, vil gevinsten ved de fleste familiehandler blive mindre. Derfor vil antallet af familiehandler indtil 2019 fortsætte med at være højt,« forudser Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Mikkel Høegh forklarer, at forældrekøb også har været medvirkende til stigningen i familiehandler. Netop på grund af stigende boligpriser har mange forældre hjulpet deres børn på vej ved at købe en lejlighed, som ungerne har boet til leje i, og mange forældre sælger nu de forældrekøbte lejligheder til børnene for at undgå et stort prishop, når de nye ejendomsvurderinger træder i kraft.