Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Rebien Sørensen, kan score danmarks­historiens største farvelbonus, hvis den 61-årige topdirektør som ventet pensionerer sig selv i god tid, inden hans kontrakt udløber.

Hvis Lars Rebien Sørensen og Novo Nordisks bestyrelse den dag i morgen bliver enige om, at den mangeårige topchef i den danske diabeteskæmpe kan trække sig tilbage og indlede en tilværelse som pensionist i Søllerød, bliver det med et gyldent håndtryk på mere end 100 mio. kroner.

Det viser beregninger af Novo-topchefens fratrædelsesvilkår, som Berlingske Business har foretaget.

I det samlede regnestykke skal der tages en række forbehold, da Novo Nordisk har valgt at lægge et røgslør hen over centrale elementer i topchefens fratrædelsesordning. Novo vil blandt andet ikke fortælle, hvornår Lars Rebien Sørensens kontrakt helt præcist udløber, men siger blot, at topchefens ansættelseskontrakt går til 2019.

»Bestyrelsen og Lars Rebien Sørensen anser den præcise dato for kontraktudløbet i 2019 for at være et anliggende mellem dem,« oplyser Novo Nordisk i et skriftligt svar.

Novo oplyser samtidig, at topchefens fratrædelsesgodtgørelse falder i takt med, at han nærmer sig udløbet af sin kontrakt. Derfor afhænger størrelsen på Lars Rebien Sørensens gyldne håndtryk af, hvornår hans kontrakt helt præcist løber ud i 2019.

Om topchefens kontrakt går til begyndelsen eller slutningen af 2019, ændrer dog ifølge Berlingske Business’ beregninger ikke på, at han vil kunne score op mod 120 mio. kroner, den dag han bliver enig med bestyrelsen om at træde tilbage.

Delvis åbenhed

Novo Nordisk bryster sig normalt af at være bærere af en virksomhedskultur, hvor gennemsigtighed og åbenhed står højt på dagsordenen, men når det kommer til topchefens fratrædelsesvilkår, har selskabet valgt at holde kortene helt tæt til kroppen.

Novo Nordisk har dog tradition for at tage sig særdeles godt af topfolk, der ønsker at forlade virksomheden. Da HR-direktør Lise Kingo forlod Novo Nordisk i november 2014, fik hun et gyldent håndtryk med sig på godt 32 mio. kroner. Da den nu forhenværende Novo-kronprins Kåre Schultz smækkede med døren og forlod Novo Nordisk sidste forår til fordel for Lundbeck, fik han næsten 73 mio. kroner med sig.

At de to Novo-direktører blev begavet med større millionbeløb skyldes, at de ifølge selskabets regler om fratrædelsesgodtgørelser kan få udbetalt 12 måneders løn og derudover modtage en godtgørelse på 36 måneders fast grundløn plus pensions­bidrag. Samme ordning gælder for Lars Rebien Sørensen, der dog modsat de andre koncerndirektører er ansat på en tidsbestemt kontrakt.

At direktører i Novo Nordisk på den såkaldte »gamle ordning« kan modtage en godtgørelse på op til tre års ekstra løn strider mod de danske regler for god selskabsledelse, der siger, at en fratrædelsesgodtgørelse maksimalt bør udgøre to års løn plus pensionsbidrag. Novo Nordisk ændrede dog reglerne fra 2013, så selskabets to kronprinser, Jakob Riis og Lars Fruergaard Jørgensen, der begge blev forfremmet for tre år siden, maksimalt kan få en toårig fratrædelsesordning

Fratrædelse før tid er sikkert

Selv om Lars Rebien Sørensens kontrakt først udløber i 2019, er det så godt som sikkert, at han forlader posten tidligere. Topchefen har ved flere lejligheder slået fast, at det vil være til ulempe for Novo Nordisk, hvis han bliver på sin post til den bitre ende.

Det skyldes, at Lars Rebien Sørensen vil få svært ved at træffe langsigtede strategiske beslutninger, hvis han er på vej ud af butikken med det ene ben. Det vil give en form for ledelsesmæssigt vakuum, har topchefen selv tidligere slået fast.

Novo Nordisks bestyrelsesformand, Göran Ando, skrev da også tidligere på måneden i selskabets årsskrift, at Lars Rebien Sørensen forbliver i sin rolle, indtil »han nærmer sig udløbet af sin kontrakt i 2019«.

Kronprinser i kulissen

Der har tidligere været spekuleret i, at Lars Rebien Sørensen ville fortsætte på sin post, indtil væksthåbet Tresiba har fået fat i det amerikanske marked. De amerikanske myndigheder afviste i 2013 at godkende den langtidsvirkende basalinsulin, da myndighederne frygtede, at insulinen kunne øge risikoen for at få hjertekarproblemer. Novo fik derfor besked på at gennemføre en række nye undersøgelser.

Den danske diabeteskæmpe kunne endelig lancere sit nye middel i USA i slutningen af januar i år. De første meldinger om midlets salgskurve lyder, at det går over al forventning.

Når Lars Rebien Sørensen forlader Novo Nordisk, står især to interne bejlere i Novo-forretningen frem som favoritter til at overtage chefposten. Det drejer sig om Lars Fruergaard Jørgensen og Jakob Riis, der begge sidder på helt centrale dele af Novo Nordisks forretning.

Novo Nordisk har ikke ønsket at kommentere Berlingske Business’ beregninger af Lars Rebien Sørensens fratrædelsesvilkår.