34-årige Martin Foldgast blev i dag bisat fra Sct. Matthæus Kirke i København. Han havde været forsvundet i 23 dage, da han 10. maj blev fundet død i et havnebassin i Frederiksværk.

Præst Louise Britze stod for bisættelsen af Martin Foldgast. Læs hele hendes tlae til de sørgende her:

- I dag tager vi afsked med Martin Foldgast. Og I må sige farvel til Martin, som I er knyttet til som jeres nære elskede, gennem slægts, venskabs og kærlighedens bånd. Til Martin, som har berørt også mange af jer, der kun har kendt ham kortere tid - og for nogle af jer til Martin, hvis forsvinden I er blevet dybt berørt af, og som nu har fundet sin afslutning.

Som I fortæller om Martin, var han et menneske, der altid efterlod et stort og varmt indtryk på de mennesker, han mødte. Et usædvanligt varmt og givende menneske. Et meget levende menneske og derfor skal også i dag livet have det sidste ord.

Martin havde en absolut yndlingsbog – Jordens frugter – af André Gide, og du Anne Maria har fundet et sted, der på sin vis kan tale ind i den tid, I har gået igennem i de hårde uger, I ledte efter Martin:

'Skal jeg nå til den rolige havn efter denne triste omflakken på et uberegneligt hav? En havn, hvor min sjæl omsider finder hvile; en solid dæmning, hvorfra jeg under fyrtårnets blinklys kan se ud over havet.'
 
I, som virkelig har kendt Martin, siger, at I ikke kan se andet for jer, end at det var en tragisk ulykke, der ledte til, at Martin druknede. Alt andet elskede han livet, sin familie, sin hustru, lille Carl og sine venner for meget til.

Denne dag er en dag, som ingen af os havde ønsket, vi skulle kommet til at opleve. Men det er alligevel god,t at vi endelig kan samles her i Sct. Matthæus kirke og få lov til at tage afsked med Martin, her hvor der er højt til loftet, hvor vi må have lov til at være i vor sorg og smerte, hvor der er en anden, der kan tage over for os, omslutte os og bære os i gennem, så vi kan få lov til at få lov til at sige farvel, at få lov til mindes, at få lov til at græde og sørge, for der er ingen af os, der kan forstå, hvorfor Martin så brat skulle rives ud af livet i så ung en alder. Det er der ingen mening med, for døden giver os ingen mening eller forklaring, den er altid tom og hård og kold.

Der, hvor vi skal finde meningen er i livet, er i kærligheden, den kærlighed, som I havde og stadig har til Martin, og som aldrig forsvinder, selvom Martin ikke er her til at tage i mod den. En kærlighed, som I stadig kan udleve og udtrykke ved at fortælle Martins historie, og der i gennem genskabe Martins liv.

Teksten, jeg indledte med at læse fra Johannesevangeliet i dag begynder med ordene: Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig. Og det har været en forfærdende tid. En lang tid i uvished. Og når vi er fulde af frygt og forfærdelse, kan mørke fylde næsten hele billedet og gøre pladsen til tro og kærlighed lille. Derfor nu må vi kæmpe for at det er kærligheden og dens naturlige modbillede – sorgen, der får lov at tage sin naturlige plads. Og kærlighed er, hvad Martin har mødt verden og jer alle med – derfor er også sorgen nu stor – da sorg er som kærlighed, der er blevet hjemløs.

Det, der betød mest for Martin var jer som stod ham nærmest. Han var meget glad for hele sin familie og det betød meget for ham at I havde det godt. Hans opvækst og jer forældre og brødre, har altid været Martin til trøst og inspiration i hans liv. Martin har altid elsket børn og været den bedste voksne legekammerat man kan tænke sig og meget populær blandt nevøer niecer og venners børn. Man måtte godt blive både beskidt og våd i skoven sammen med Martin. Han syntes helt oprigtigt at børn tit var bedre selskab end voksne og lyttede altid seriøst og interesseret til børns meninger. Han har også altid selv ønsket at blive far – og ønsket om et barn fik du Anne Maria og Martin opfyldt i den store gave det er at I har fået Carl. Jeg tror alle her tænker meget på Carl og ønsker at bringe det alt det gode hans far stod for ind i hans liv. Det er dejligt at Martin nåede at have ½ års orlov sammen med Carl, en tid han i den grad nød – og utroligt hårdt at Carl bliver snydt for alle de gode, sjove og kærlige ting lige præcis Martin ville dele med ham.

Det med at lytte, følge op og være ægte og oprigtigt interesseret gjaldt nu for alle Martins relationer. Han var et meget åbent og i ekstrem grad lyttende menneske. I som har kendt ham, har oplevet det, men det var også disse fine evner han brugte i sit arbejde som fotograf og journalist. For en tid boede han blandt hjemløse for at kunne skildre deres liv. Som fotograf var Martin meget anerkendt for sin indlevelsesevne og blev derfor tit bedt om at tage opgaver for ældresagen eller af syge mennesker, fordi Martin i særligt høj grad var empatisk og lyttende og god til at fornemme situationen omkring sig. Det er tydeligt at se gennem Martins arbejde, hans billeder, at han har været båret af en lyst til at fortælle menneskers og bestemt også de svagere stilledes historier. Han har set det indre og været i stand til at gøre det tydeligt for os, der ser hans billeder.

Og det var bestemt mest de indre værdier der talte hos Martin. Han brød sig bestemt ikke om noget der minder om indkøbscentre og en tur i Ikea var meget hurtigt overstået, hvis det stod til ham. Der skulle heller ikke champagne og sushi til for at Martin kunne hygge sig. Han levede helst meget simpelt og gik mere op i at der var plads til musik og bøger end til møbler. Du Jimmy fortæller at Martin faktisk insisterede på at han trivedes fint med en madras, en kop kaffe og så altså gode bøger! Han var meget optaget af bøger og du Anne Maria siger at Martin var et af de få mennesker, der rent faktisk læste Weekendavisens ”Bøger” tillæg. Måske var det derfor også sigende, at selvom I allerede kendte hinanden som venner, var starten på jeres fælles kærlighed på Amager Bibliotek.

Han var i den grad i stand til at nyde nuet og øjeblikket. Så meget til stede at I siger at de nu ikke er til at fatte, at han ikke ringer mere, at det ikke er hans sko, man hører knirke i opgangen. Alle I, der har været Martins venner gennem livet har hver jeres billeder af ham. Som trofast ven, lyttende, principfast, Brøndbyfan, Suede, Leonard Cohen, Pulp og meget andet musik-fan – og intenst tilstede. Han har lært jer hvor vigtige øjeblikkene er – det er der ingen, der kan tage fra jer.

Jesus siger: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er« Der er gjort en plads klar til Martin på den anden side – i Himmelen der hvor Jesus er – og til alle os andre. ’Der er højt til loftet her i kirken, men i Guds boliger er der plads til hver enkelt af os, præcis som de mennesker vi er. Det vi ikke nåede sammen her, må vi prøve at slippe vores frustrationer over og tro på at vi kommer til at ses igen, med dem vi har levet sammen med og elsket.

Det har berørt mennesker over hele landet at Martin var forsvundet. Uvisheden har berørt også mange, der slet ikke kendte ham og den store medfølelse er også med jer, Martins nære i dag. Der er ikke noget sted mennesker må vandre alene, selv i dødsriget har Kristus været forud for os. Når vi må tage afsked med et menneske, der har stået os nær, forsvinder han jo ikke ud af vores liv, men vi kan ikke følges ad på samme måde mere. Vi kan ikke dele vores glæder og sorger på samme måde mere, med Martin og han kan ikke længere dele sin verden med os. Men den Gud holder fast i os gennem livet og helt ind i døden.

Her, i sorgen, ser vi måske kun mørket, men der hvor Gud er, der er mørket ikke længere, der er meningsløsheden ikke længere, for han er kærligheden selv og han fylder mørket ud med sit lys. Gud griber ind i døden, så den ikke længere begrænser os og vores kærlighed, Gud udfylder det som for os er meningsløst med sin kærlighed.

Og Gud griber os, når det er allersværest, følger os på alle vore veje, både i livet og i døden og han slipper os ikke lige meget hvad der end sker men han fører os fra døden ind i livet i sit rige. Han er med Martin og med os alle i dag og alle dage, som vi blive lovet det i dåben.

Det er i Guds hænder vi nu trygt må lægge Martin, og vi må vide, at ligesom vi er omsluttede af Guds kærlighed, så er Martin det også, og der må han nu have lov til at hvile, indtil den dag hvor I skal ses igen, der hvor døden ikke har det sidste ord, men hvor Guds evige lys skal skinne, der hvor der ikke vil være sorg eller smerte død, for der er Gud alt i alle.

Amen.