Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Peter Carlstedt Nørtved fra et af Danmarks største advokatkontorer fik ikke anket en landsretsdom i tide til Højesteret – det kan koste klienterne, en række flyleasingfirmaer, over 40 millioner kroner.
Torsdag i sidste uge var næppe nogen god dag for advokat Peter Carlstedt Nørtved og hans arbejdsgiver, et af Danmarks største og mests prestigefyldte advokatfirmaer Gorrissen Federspiel.
Lige inden vinterferien besluttede Højesteret nemlig, at en række danske og udenlandske flyfirmaer ikke skulle have lov til at anke en ubehagelig landsretsdom.
Årsag: Peter Carlstedt Nørtved havde indleveret anken til Højesteret én dag for sent!
Sommeren 2015 vandt konkursboet efter flyselskabet Cimber Sterling en vigtig sag i Vestre Landsret. Sagen drejede sig om, hvem der ejede nogle leasede flymotorer, som sad i Cimber Sterlings fly, da selskabet gik konkurs i 2012. Flymotorer er særdeles værdifulde, og alene syv motorer kan være over 40 mio. kr. værd.
Leasingselskaberne mente, at motorerne tilhørte dem, mens konkursboet mente, at motorerne tilhørte konkursboet. Landsrettens dom gik leasingselskaberne imod. De havde fortabt ejendomsretten til flymotorerne, fastslog dommerne.
I november 2015 gav Procesbevillingsnævnet leasingselskaberne lov til at anke dommen til Højesteret. Dermed øjnede selskaberne en ny chance for at få deres milliondyre flymotorer tilbage fra konkursboet efter Cimber Sterling.
Men så var det, at noget gik galt for advokat Peter Carlstedt Nørtved og Gorrissen Federspiel. En anke til Højesteret skal indleveres senest fire uger efter, at Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til anken.
Men en ekspeditionsfejl på Peter Carlstedt Nørtveds kontor betød, at anken landede på Højesterets bord én dag for sent.
Ejendomsretten kan komme i fare
Højesterets kan undtagelsesvis tillade en anke, selv om ankefristen er overskredet. Men Højesteret fandt ifølge dommen fra sidste uge, at der ikke forelå særlige omstændigheder, og derfor tillod retten ikke leasingselskabernes anke.
Det er flyleasingselskaberne, herunder Nordic Aviation Capital i Billund, bestemt ikke glade for. Leasingselskaberne har forklaret Højesteret, at sagen har vidtrækkende betydning for dansk luftfart. Danske flyselskaber vil nemlig for fremtiden få meget vanskeligt ved at leje flymotorer til erstatning for motorer, der skal sendes til reparation. Det skyldes, at udlejerne af flymotorer nu må se i øjnene, at de risikerer at fortabe ejendomsretten til deres motorer, hvis lejeren går konkurs, som Cimber Sterling gjorde.
Billund-selskabet Nordic Aviation Capital (NAC), som ejer verdens største flåde af mindre regionalfly, er et af de selskaber, som leasede motorer til Cimber Sterling, og står til at miste et tocifret millionbeløb. Det har ikke været muligt at træffe NACs adm. direktør, Søren Overgaard, for en kommentar. Heller ikke storaktionær og bestyrelsesformand Martin Møller er tilgængelig i vinderferien. Han solgte i sommer ud af selskabet til kapitalfonden EQT og blev mangemilliardær.
Gorrissen Federspiels managing partner Tomas Haagen forklarer, at sagen er opstået på grund af en fejl i forbindelse med fremnoteringen af fristen for indsendelse af ankestævningen, hvor fristens udløb fejlagtigt blev noteret en dag for sent.
»Vi har over for vores klienter påtaget os ansvaret for den fejl, der er sket, og sagen er anmeldt til vores forsikringsselskab. Det er for tidligt at sige noget om, hvad det vil ende med, og vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget kvalificeret om de involverede beløb,« siger Tomas Haagen.