Det var hendes otteårige jegs resoluthed, der blev startskuddet til flere års vold.
Weekenden for 15 år siden var den første af sin slags efter forældrenes brud, og Therese Evald var rejst alene fra Sønderjylland til København for at besøge sin far.
Drømmen om kvalitetstid brast imidlertid lige så snart, Therese Evald noterede sig farens spritånde og fuldemandsopførsel og så, at køleskabets hylder bugnede med vinflasker.
»Jeg må have set min mor gøre det, for jeg begyndte straks at hælde vinen i køkkenvasken. Som om, at det var løsningen på problemet,« siger Therese Evald, som i dag er 23 år, økonomistuderende og foredragsholder om det at være mønsterbryder.
Farens reaktion på de spildte rødvinsdråber kom prompte.
»Han blev så vred, at han mistede besindelsen. Han tog fat i min halskrave og slyngede mig mod væggen. Og det var sådan set måden, min far var voldelig på. Altid i afmagt og altid kun, når han var fuld, og så var det typisk noget med at blive kastet væk eller få en lussing,« siger Therese Evald.
De efterfølgende år oplevede hun med jævne mellemrum vold fra sin fars hånd, og det var aldrig til at forudsige, om weekenderne i København ville være præget af »vold, voldsomhed og ingen mad« eller hyggeligt samvær.
»Jeg ved ikke, om otteårige Therese var klar over, at nu er far voldelig. Jeg blev egentlig bare ked af det og søgte at forklare, hvorfor min far gjorde, som han gjorde. Han er også fuld og ked af det, og det var nok ikke med vilje, og det er jo egentlig også synd for ham. Jeg vendte det i virkeligheden indad og fortrød, at jeg havde presset ham helt derud,« siger hun.
En ny SFI-rapport viser, at tæt på hver sjette 8. klasseselev har været udsat for vold i hjemmet i løbet af det seneste år. Det er ofte i brudte familier, at volden finder sted, og den findes i alle samfundslag, som Børns Vilkår berettede i fredagens Berlingske.
Usynlig vold
Therese Evalds familie var ikke en, der sprang i øjnene som dysfunktionel. Begge forældre var i job, involverede sig i lokalsamfundet, og børnene var pæne og ordentlige i skolen.
»Min familie var meget fokuseret på at fremstå som en klassisk middelklassefamilie i parcelhus. Det var dér, vi lagde vores energi, så der var simpelthen ikke overskud til at tage fat i problemets rod og komme hinanden rigtigt ved,« siger Therese Evald.
Hun følte ikke, at hendes mor var på hendes side, og derfor holdt hun de voldelige oplevelser for sig selv. Problemer skulle man ikke belemre andre med, fik hun at vide.
Pædagoger, lærere eller naboer har på intet tidspunkt opsnust noget eller reageret på en fornemmelse, og det overrasker Therese Evald, at ingen omkring hende fattede mistanke.
»Jeg kom ikke i skole med blå mærker, så man kunne ikke se volden med det blotte øje. Men man kunne have kradset lidt i lakken og vist, at man ønskede at lære mig at kende. Det var jo noget, som kunne opdages, hvis jeg var blevet spurgt nok eller havde haft en voksen fortrolig i mit liv,« siger Therese Evald.
Hun mindes selv, at hun som reaktion på volden og hemmelighedskræmmeriet isolerede sig, og at tiden var præget af stor ensomhed.
»Det bedste, jeg vidste, var at gå rundt arm i arm med gårdvagten i frikvartererne, for jeg manglede tryghed og voksenkontakt. Min barndom sluttede med volden, for jeg skulle meget ofte være den, som forudså forskellige scenarier, og samtidig kunne jeg blive bedt om at trøste min far og være voksen i min relation til ham,« siger Therese Evald.
Far er ikke et monster
Forskning peger på, at flere børn ikke fortæller om voldelige familieforhold, fordi de frygter, hvad det vil få af konsekvenser for den voldelige forælder. De overvejelser gjorde Therese Evald sig også.
»Han var meget andet end en voldelig far, og det er med til at gøre det ekstremt komplekst. Det ville være nemmere, hvis jeg hadede ham og syntes, at han var en stjernepsykopat. Men jeg elskede min far og ønskede ikke, at nogle skulle dømme ham,« siger Therese Evald.
Hendes far døde for fire år siden, og i dag forsøger Therese Evald stadig at få styr på sine modstridende følelser. Derfor har hun taget et valg om ikke at se ham som et monster.
»Jeg har valgt ikke at huske min far som en fuld og voldelig mand. Det gør simpelthen for ondt, når den del af hans person får lov at fylde for meget. I stedet ser jeg ham som et skadet menneske, der har oplevet meget smerte i sit liv,« siger Therese Evald.
Hun håber, at hendes historie kan være med til at sikre, at voksne bliver klogere på de voldsramte børn, som venter på at få en håndsrækning, men som samtidig føler en masse for den voldelige forælder.
»Det er vigtigt for mig at sige, at de her satans forældre ikke nødvendigvis er monstre i børnenes øjne. Husk på, at der er rigtigt meget kærlighed og loyalitet indblandet, og derfor er det svært at fortælle højt om. Men de voksne skal have det mod, som børnene ikke selv har,« siger Therese Evald, der også har en besked til de voldsramte børn, der måske læser med:
»I er ikke alene, det er ikke jeres skyld, og det er heller ikke jeres ansvar.«
