Var du vidne til episoden, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Rektor på Rybners Gymnasium, Lars Henry Andersen, er ked af, at gymnasiet for tredje gange på tre år er endt i medierne på grund af en møgsag.

I tirsdags blev en ung pige fra 1.g. ydmyget for øjnene af 1.400 elever, da en sexhistorie, som involverede hende, blev læst op til skolens årlige awardshow. Det har efterfølgende fået den konsekvens, at elevrådet ikke længere får lov til at afholde showet, hvor 1.g'erne bliver kåret. Kun kåringen af 3.g'ere får lov at stå.

»Det har ikke har fungeret så godt som vores 3.g.-show. Vi har diskuteret det de seneste par år, og efter den her episode, har vi valgt at fjerne det. Det har ikke været morsomt. Og når man så er morsom på andres bekostning, er det ikke godt nok,« siger rektor på skolen Lars Henry Andersen til BT.

Han er ked af episoden, men mener ikke, det er skolens ansvar at opdrage eleverne.

»Hvis der er nogen, der er ked af det her, så er det mig. Vi har 2.000 elever på vores skole, og jeg synes, de opfører sig rigtig godt, men der vil altid være nogen, der falder ved siden af. Det er ikke min opgave at opdrage dem - det skulle de gerne blive hjemmefra. Det er selvfølgelig mit ansvar, når nogle falder ved siden af, og jeg er ked af, når sådan noget sker. Men jeg forventer også, at man er opdraget hjemmefra,« siger Lars Henry Andersen.

Lars Henry Andersen, rektor på Rybners Gymnasium.
Lars Henry Andersen, rektor på Rybners Gymnasium.
Vis mere

Tirsdagens møgsag er den tredje på blot tre år for skolen.

2015:

  • I 2015 varmede 2.g.-eleverne op til deres gallafest i bowlingcentret Fun World i Esbjerg. Det endte med, at nogle elever havde smadret glas, tisset i gangene og brækket sig indendørs i centret. Konsekvensen dengang blev, at 2.g.'erne ikke længere må afholde officielle forfester før gallashowet.

2016:

  • Som belønning for deres arbejde fik festudvalget hvert år en sommerhustur af skolen. Men i 2016 i et sommerhus i Vejers gik det helt galt. Her smadrede eleverne for op mod 40.000 kr. Seks elever fik lov til at betale for omkostningerne og blev udelukket for festudvalget. Samtidig har skolen lukket ned for den årlige tur.

2018:

  • Tirsdag var der så ballade igen, da en pige gik grædende fra scenen, efter der blev afsløret en sexhistorie om hende, som hun formentlig ikke havde ventet blev fortalt. Også et forhenværende kærestepar blev ydmyget på scenen, da de blev udspurgt om deres forliste forhold. Alt dette skete uden, at ledelsen greb ind, skriver regionalavisen.

    »Jeg synes, at det er grotesk, at ledelsen ikke greb ind. Jeg vil nærmest sige, at det er ærekrænkende. Historien om pigen vil jo komme til at følge hende resten af hendes tid på Rybners,« siger en forarget elev, der har ønsket at være anonym, til jv.dk.

Lars Henry Andersen fortæller, at skolens ledelse havde set powerpointet, og de nomineret var indforstået med kåringerne. Men ledelsen havde ikke set den tekst, der blev læst op, på forhånd, hvor det seksuelt eksplicitte fremgik.

Efter tre episoder på kort tid er Lars Henry Andersen bekymret, men peger på, at det er få blandt mange, der skaber problemer.

»Det er da bekymrende. Og jeg kunne også lave en katolsk kostskole, hvor man ikke må noget, men det gider vi heller ikke. De fleste går her, fordi de gerne vil have en god studietid. Så er det ærgerligt, at der er nogen, der skal ødelægge det. Det er irriterende, men jeg kan ikke opdrage dem alle sammen. De fleste synes dog, at det er godt her på skolen,« siger Lars Henry Andersen, der oplyser, at skoleledelsen selvfølgelig overvejer, om de kan fortsætte med at afholde arrangementer, hvor reglerne bliver brudt.

Var du vidne til episoden, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.