Under fredagens eftersøgning af forsvundne Emilie har organisationen Missing People fundet flere mistænkelige ting.

Omkring 100 frivillige har fredag fra 11-17:30 været ude at lede efter den 18-årige Emilie Meng, der har været forsvundet siden 10.juli.

Vivian Eriksen fra Missing People fortæller, at det ikke er lykkes dem at finde hende, men at frivillige er stødt på flere genstande.

»Fredag er der blevet fundet ting. De frivillige er instrueret i, at man ikke må røre ved noget, men derimod tage et billede og sende det til vores indsatsleder, som så kan kontakte politiet. Jeg kan ikke fortælle, hvad der blev fundet, men politiet kom ud,« siger hun til BT.

Vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falster Politi bekræfter, at politiet er blevet involveret. Det har dog vist sig, at fundene ikke var relevante i efterforskningen.

»Der har været nogle ting, men det har ikke været noget, der har været relevant,« siger Jan Frederiksen.

Selvom Emilie Meng har været væk i næsten en måned, holder Vivan Eriksen fra Missing People  modet oppe.

»På søndag er det en måned siden, og så længe vi ikke har fundet hende, er vi ikke kommet nærmere målet. Det er det eneste, der betyder noget. Men vi tager en dag ad gangen og en uge mere og en måned mere, hvis det er det, der skal til,« siger hun.

Det er tredje gang, at organisationen Missing People arrangerer en eftersøgning. De har planer om flere endnu, men har endnu ikke næste dato på plads.

I weekenden er der også frivillige, der vil ud at lede. Lørdag mødes de ved Comwell Korsør klokken 10.