Det norske kronprinsepar Kronprins Haakon og Kronprinsesse Mette-Marit blev for en måned siden evakueret fra et SAS-fly på grund af en motorfejl. Nu har man undersøgt en lang række SAS-fly, og fejlen er fundet på flere af dem.

Efter evakueringen valgte SAS at lave en inspektion af samtlige fly af samme type, som det der skulle flyve med det norske kronprinsepar. Det resulterede i, at tre af de i alt 26 fly i flåden af typen Boeing MD-82 fik flyveforbud indtil fejlen var udbedret.

Problemet, der fik piloten til at afbryde take-off umiddelbart inden flyet skulle til at lette, var en knækket spids i midten af motoren på venstre side af flyet. 14 ud af de 15 bærende skruer knækkede pga. metaltræthed. Den sidste skrue fejlede pga. overbelastning.

Og problemer med metaltræthed er altså også fundet på tre andre fly.

I flyet, som skulle til at lette fra Kastrup Lufthavn mod Gardermoen Lufthavn i Oslo, var det norske kronprinsepar Mette-Marit og Kronprins Haakon.

Efter spidsen knækkede opstod der røg i kabinen, og derfor valgte piloten at afbryde flyvningen. Efterfølgende blev flyet evakueret. Noget som kun tog 90 sekunder.

Flyet af typen Boeing MD-82 er en ældre udgave. Og rundt om i Europa er flyselskaber i stor stil begyndt at udfase det, bl.a. pga. det har en dårlig brandstofenergi og er dårlig for miljøet. Også i Danmark er flyselskaberne i gang med at udfase flyet.

Hos Havarikommissionen mener man ikke, at problemet skal findes i den specifikke flytype. Der imod skal fejlen findes i motoren.

- Det er en gammel type motor, som er hamrende uøkonomisk. Og det er en af de motorer, der er ved at blive udfaset. Og operatørerne her i Danmark er jo også ved at udfase deres, siger Kurt Færch Madsen fra Haverikommissionen.

Hos SAS forklarer man, at lige netop fly af typen MD-82 er ved at blive udfaset. Men det er ikke pga. de er farlige.

- Det er en ældre flytype der i sagens natur bruger mere brændstof qua den teknologiske udvikling. Vi er ved at udfase dem, siger Mikkel Thrane kommunikationschef hos SAS.