Sommerferien er slut for de fleste, og det betyder skolestart for børn landet over. Det betyder også, at det omdiskuterede forældraintra igen tages i brug, og at skolebørnenes forældre igen begynder at få beskeder over intra-systemet, som alle skoler bruger til at udveksle informationer mellem lærere og forældre. Vi har talt med Jeppe Søe, der journalist, blogger på BT, foredragsholder og far til fire, om forældreintra.
Er du enig i tesen om, at når forældre ved alt, hvad der foregår gennem forældreintra, så behøver børnene ikke fortælle, hvad de har lavet i skolen, for det ved mor og far allerede?
»Nej, slet ikke. Men vi skal måske lære, at vi får mere at vide og mere information, og at vi ikke nødvendigvis skal handle på det hele. Det er en læringsproces over alle grænser, og det er vi slet ikke kommet til endnu.«
Hvordan skal man lære det?
»Det gør man i virkeligheden ved at få tiltroen tilbage til lærerne. Vi tror ikke på, at de gør det bedste, de kan. Det kan jeg godt forstå, for politikerne taler lærerne ned hele tiden. Jeg stoler meget på lærernes faglighed. Hvis jeg får at vide på forældreintra, at skoleklassen har problemer med nogen, der mobber eller lignende, så spørger jeg, når jeg henter mine børn, om det er noget, jeg skal bekymre mig om eller gøre noget ved. Hvis ikke, stoler jeg på, at de kan. Det er en tro, jeg har på deres faglighed, ligesom jeg har en tro på en mekaniker. Jeg fatter ikke, at folk mangler tiltro til den faglighed.«
Men hvordan skal forældre så lære at navigere i al den information, forældre får fra forældreintra?
»I virkeligheden handler det ikke kun om forældreintra, men i hele livet. Vi lever i en periode, hvor vi får sindssygt meget at vide. Der er tusind ting hver dag, vi skal forholde os til. Noget af det skal vi handle på, og andet skal vi glemme igen. Det er vi ikke gode til, for vi er ikke vant til informations-flowet.«
»På mit eget forældreintra er der da informationer, jeg gerne vil være fri for. Men vi lever i en pædagogisk tidsalder, hvor man for eksempel har legegrupper på forældreintra, så dem der normalt ikke leger så godt sammen, kan få lavet nogle legeaftaler.«
Det er jo netop sådan noget, nogen frygter, fordi det bliver forældrenes ansvar i stedet for børnenes. Legegrupper, hvilke lektier, man har for, og hvornår man skal have gymnastik tøj med. Er det ikke en bekymring, du deler?
»Spørgsmålet er, om det nogensinde er et ansvar, børn har haft.«
»Men jeg kan bekymre mig over, om vi glemmer at tale med hinanden. At stå nede ved i garderoben, og børnene har lavet en legeaftale – det sker ikke mere. Det hele er aftalt på intra på forhånd. Den umiddelbare legeaftale er der ikke mere.«
»Men jeg synes næsten, det er værre, at vi konstant bekymrer os. Vi bekymrer os over, at der er nogle børn, der ikke leger så godt sammen. For helvede. Tag en arbejdsplads. Der kan man ikke lige godt med alle, men sådan må det ikke være i en klasse, og alle skal have lyst til at lege med hinanden på kryds og tværs. Hvor er det naturlige henne i at tvinge nogen til at lege gemmeleg sammen? Det er en pædagogisk bekymring. I gymnasiet er de ligeglade. Det undrer mig. Jeg tror, sådan noget er blevet opfundet, fordi forældre netop er bekymrede.«
»Det farligste er faktisk ikke forældreintra. Men Facebook. Der opstår lukkede forældregrupper, hvor lærerne ikke er med. Det er skadeligt. Det er en lukket debat. Det er helt bevidst en samtale uden læreren og skolen. På mange måde er forældreintra det gode, fordi alle kan være med.«
Hvordan lyder dit budskab, hvis det skal koges ned?
»Forældreintra må aldrig blive tomme beskeder, man svarer på skriftligt, for det er de færreste gode til. Man skal huske at sige: »Det var spændende, det du skrev i går, lad og lige tale om det.« Jeg ved, at alle lærere ville elske den slags snakke.«
»Men det er som om, vi bekymrer os, bliver vrede eller bliver sure, og så handler vi på det. Men vi skal huske at tale sammen.«
