Kronprins Frederik gjorde i sine single-dage Skagens sommerdiskotek kendt i hele landet, og Hyttefadet is still going strong. Men du skal til lommerne, hvis du vil have bord i højsæsonen.

Op til 25.000 kr. - så meget kan det koste at bestille bord på Diskotek Hyttefadet i Gl. Skagen, som er en af de mest kendte forlystelsessteder i byen. Man kan dog være heldig at slippe med 3.000 kr. for et bord, men det er sandelig også muligt blot at komme og drikke en øl i baren, fortæller natklubejer Mikkel Kongerslev.

Berlingske har sat ham stævne en aften i uge 29, inden det går løs.

Hyttefadet giver sig kun til kende som en kældernedgang ved siden af restauranten af samme navn på Højenvej i Gl. Skagen, så man skal vide, hvad man kigger efter for at finde diskoteket.

Udenfor åbningstiden ligner diskoteket det, det er - en brunmalet kælder med solide bardiske i kobber og store øltønder som borde. Men hen imod midnat forvandles kælderen til et af landets hotteste diskoteker, hvor det på de travleste dage i uge 29 koster op til 25.000 kr. at bestille et bord.

»Tirsdag, onsdag og torsdag i uge 29 er de travleste dage. Sommergæsterne er her typisk fra lørdag til lørdag. Så de kan lige nå at ankomme og nyde solen lidt, så fester de i tre dage, og så hviler de ud, inden turen går hjemad igen,« forklarer Mikkel Kongerslev.

Han har lært natklubfaget i London, hvor han i en årrække har arbejdet på bla. natklubben Cirque le Soir. Han er skawbo, og for fire år siden vendte han hjem til Skagen og overtog forpagtningen af Hyttefadet efter den tidligere ejer, Jarl Andersen, eller Hr. Jarl, som Mikkel Kongerslev kalder ham.

Hyttefadet er speciel, fordi diskoteket kun har åbent to uger i juli:

»Der kan være en julefrokost eller et andet arrangement, men ellers er det de to uger, vi holder åbent,« fortæller Mikkel Kongerslev, som har opgraderet Hyttefadet med moderne lys og lyd.

»Vi har skiftet hele anlægge ud, så oplevelsen er den samme som på klubberne i København og Århus, hvor turisterne kommer,« fortæller natklubejeren, som hyrer kendte DJ’s og flyver kunstnere ind fra London.

Til daglig er Mikkel Kongerslev restaurantmanager på Skagen Fiskerestaurant ved havnen i Skagen by og er også medejer af Skagen Bjeskeri, som laver kryddersnaps baseret på lokale urter og Skagen Køkkenet, som markedsfører forskellige delikatesse-produkter på basis af gastronomien på Skagen Fiskerestaurant som gourmetketchup og chutney.

»Det er blevet en tradition for mange, at hvert år i uge 29, så mødes man med gutterne, og så giver man den hele armen. Nogle af de drenge, der er kommet her i 25 år har gode job i dag, så om sådan en tur i byen koster 5.000 kr. eller 50.000 kr., det er lige meget. for det er den ene gang om året, hvor man alle sammen er samlet. Dem er der en hel del af, og det er derfor, der er forretning i at åbne stedet for så kort en periode,« siger Mikkel Kongerslev.

Det er den slags gæster, der bestiller de eftertragtede borde på Hyttefadet, som kun kan reserveres, hvis man tegner sig for et vist minimumsforbrug, som varierer mellem 3.000 og 25.000 kr. afhængig af, hvilket aften det er.

»Tirsdag, onsdag og torsdag er de tre dyreste,« siger Mikkel Kongerslev, som sammen med 20 ansatte tager imod omkring 5.000 gæster i den korte sæson.

Men man behøver ikke bruge så mange penge på en aften på Hyttefadet. De yngre gæster holder til i baren, hvor de drikker øl, mens gæsterne ved bordene foretrækker champagne.

»Jeg plejer at sige, at jeg sælger 100 flasker Dom Perignon til bestillingsgæsterne, men så sælger jeg også halvanden palle øl. så det er så spredt, som det kan være,« siger Mikkel Kongerslev.

»På en rigtig travl aften kan vi have op mod 500 gæster. Kun ca. 100 af dem er high-end gæster, der bestiller borde og bruger tusindvis af kroner på drikkevarer. Resten er helt almindelige mennesker, der står i baren og nyder underholdningen og stemningen. Det er en myte, at vores drinks koster en formue. Priserne er de samme som i skagen by, så alle kan være med.«

Kronprins Frederiks storhedstid på Hyttefadet var før Mikkel Kongerslev overtog stedet:

»Kronprinsen kom her rigtig meget i sine unge single-dage, og hans crew kommer stadigvæk. Ca. hvert andet år er kronprinsen med. Den dag, han kommer, plejer jeg at blive ringet op om eftermiddagen af hans sikkerhedsvagter, og selvom det ikke har ændret sig i 41 år, så skal de lige ned og tjekke nødudgangene.«

»Det er det samme bord, der bliver holdt for ham i hjørnet tæt ved nødudgangen. Så har han en sikkerhedsvagt, der står ved hvert hjørne. De er rigtig pænt klædt, men man kan godt se, at der er muskler under jakkesættet, og så er de bevæbnede. De står stille og roligt og drikker en dansk vand,« fortæller Mikkel Kongerslev.

Mikkel Kongerslev har skiftet de tidligere store og klodsede firkantede borde ud med store øltønder, som fylder mindre.

»Tidligere var der malet et Dannebrogs-flag på kronprinsens bord, og så sent som i går var der en, der kommenterede, at det manglede. Så det skal vi have ordnet,« siger han.