Ved Nørreport står en af de smukke og karakteristiske gamle telefonkiosker. Kiosken har gennem tiderne haft mange forskellige funktioner og i de sidste fem år har Abdullah Muhammad Abu-Lifa haft lejemålet af Københavns Kommune.

Men pr. 1 april er det tilsyneladende slut, for der skal han være ude af kiosken og den tidstypiske bygning fra slutningen af 1800-tallet skal så være pr-center for kommunale projekter for udsatte unge og handikappede.

Abdullah Muhammad Abu-Lifa er dybt bedrøvet over opsigelsen og overrasket over beslutningen. Det er gået godt med den lille kaffekiosk den sidste tid og han startede op, da området var præget af byggerod, men nu, efter Nørreport er færdig, fremstår Kaffetårnet som en af områdets små historiske perler.

Abdullah Muhammad Abu-Lifa er 40 år og far til to børn. Han er i god kontakt med de mængder af folk, der haster fra Nørreport ned ad de tilstødende gader. Abdullah Muhammad Abu-Lifa har ikke opgivet kampen om at fortsætte lejemålet og han har startet en underskriftsindsamling, der allerede har 1.300 underskrivere.

Egentlig ophørte lejekontrakten med kommunen 31. december 2016 og Abdullah Muhammad Abu-Lifa havde forventet, at lejemålet automatisk blev forlænget, men istedet fik han at vide, at han skulle rømme kiosken, hvor der skulle være overtagelse 1. februar. Denne dato fik han efter forhandling forlænget til slutningen af marts.

Lejekontrakten har fra starten været tidsbegrænset og er blevet forlænget flere gange. Abdullah Muhammad Abu-Lifa siger til Berlingske, at han er dybt overrasket over, at han ikke fik forlænget lejemålet og han føler, at kommunen ikke har spillet med åbne kort.

»Jeg blev meget overrasket over opsigelsen.«

Lå det ikke i kontrakten, at det kunne du risikere?

»Nej. Jeg har haft stedet fra 2011 før vejarbejdet startede omkring Nørreport station. I første omgang var lejen til 2013 og så blev den forlænget til 2014 og så skulle den fornyes i 2015. Men allerede i den første mail jeg skrev til kommunen i 2011, spurgte jeg, hvad muligheden var for at overtage kiosken efter renoveringsperioden. Så får jeg at vide, og jeg har det på mail, at eftersom jeg lejer den før renoveringen, så har jeg førsteret til at leje den efter renoveringen er færdig. Kommunens sagsbehandler siger, at hun godt kan se, at jeg ikke kan tjene penge under renoveringsperioden og at det først er bagefter, at jeg kan begynde at tjene penge.«

Så det lå i kortene, at du kunne fortsætte lejen og tjene penge også her i 2017 og fremefter?

»Sådan var det, og jeg skrev under på kontrakten. I 2013 fik jeg en mail om, at kommunen var parat til at forlænge kontrakten til 31.12 2014. Jeg svarede selvfølgelig, at jeg var med på forlængelsen og fortsat interesseret i lejen.«

Men hvordan kan det så være, at du nu er opsagt og kiosken overgår til helt andre funktioner?

»Det er også mystisk. Først får jeg at vide, at kommunen forlænger udløbsdatoen fra 31.12 2014 til 31.12 2016 og jeg regnede med at alt var i orden. Så fik jeg en mail i starten af december 2016 , hvor kommunen skriver, at de opsiger mig og jeg skal flytte ud efter nytår. Jeg ringer så til kommunen og spørger, hvordan det kan være. Sagsbehandleren siger så, at det er fordi kommunen ikke har hørt fra mig og så har de automatisk opsagt mig, fordi man ikke troede, at jeg var interesseret i forlængelse. Jeg sagde, at jeg gik ud fra, at kommunen vidste, at jeg var interesseret i at fortsættte. Og jeg havde intet fået at vide om, at jeg skulle skulle melde tilbage. Men kontrakten var jo ikke udløbet endnu og jeg sagde så i telefonen, at jeg ville forlænges.«

Hvad sagde hun til det?

»At jeg ikke skulle have for høje forventninger. Jeg sendte kommunen hele korrespondancen, men blev bare afvist med, at lejemålet var ledigt. Men det var jo ikke ledigt og jeg bekræftede telefonisk, at jeg ville forlænges. Nu står jeg der med en kæmpeindsats under renoveringsperioden og nu, hvor det kan give overskud, bliver jeg opsagt. Det giver ikke mening.«

Du blev så forlænget til 31. marts?

»Ja og den forlængelse kostede mig 3.000 kr plus moms i afgift til kommunen. Jeg og min advokat har så undersøgt kommunens andre lejemål i de andre kiosker af den type og ingen andre steder kræver kommunen opsigelse af lejemål og at kioskerne skal i udbud. Så det er altså en speciel sag kommunen kører mod mig. På Sankt Hans Torv sørgede kommunen endda for at sende en mail til lejeren og tilbyde en forlængelse, hvad man altså ikke gjorde over for mig, men blot automatisk opsagde mig.«

Er der håb om at ændre kommunens afgørelse?

»Det håber jeg og jeg har startet en underskriftsindsamling, hvor 1.300 har skrevet under. Og så har socialdemokraten Rune Dybvad i Københavns kommune gået ind i sagen for at støtte mig.«

Abdullah Muhammad Abu-Lifa har arbejdet hårdt på at få kiosken til at køre. I en periode kørte han taxa for at få nok penge til at få det hele til at løbe rundt. Han er stærkt oprevet over kommunens behandling af ham og siger: »Jeg føler mig meget bedrøvet og vred over at blive behandlet på den måde.«