Omkring 40 mennesker var mødt op ved dyreskuepladsen i Køge lørdag eftermiddag for at demonstrere mod brug af elefanter i cirkus.

Cirkus Arena havde lagt vejen forbi Køge, hvor gæster lørdag klokken 15 kunne opleve akrobater, cirkusprinsesser og så cirkussets efterhånden ret så berømte elefanter. Det var dog ikke alle, der var mødt frem ved dyreskuepladsen for at opleve showet. For lørdag da regnvejret stoppede omkring klokken 13, stod 40 mennesker klar med bannere som 'Elefanter hører til i naturen - ikke i cirkus' og 'Boykot Arena'.

Det var dyrevelfærdsorganisationen Dyrenes Alliance, der arrangerede demonstrationen. Den kom i forlængelse af sagen ved Karrebæksminde for to uger siden. Cirkus Arenas tre elefanter skulle luftes og bades i havet, da den ene pludselig gik amok og smadrede en bil. Lige inden det skete, har vidner til optrinnet fortalt, at en af dyrepasserne slog elefanten over snablen med en stok.

»Det vi så i Karrebæksminde, hvor en elefant blev slået, er kun en lille del af, hvad elefanter i cirkus bliver udsat for. I underholdningsindustrien bliver elefanter slået og pisket, så de lærer at lave kunstner,« siger Helle Nørgaard Lykkebo, der er koordinator hos Dyrenes Alliance i København nord.

Helle Nørgaard Lykkebo, Koordinator hos Dyrenes Alliance.
Helle Nørgaard Lykkebo, Koordinator hos Dyrenes Alliance. Foto: ERIK REFNER
Vis mere

Hun var en af de demonstranter, der var mødt op i Køge for at få sat fokus på elefanternes forhold.

»Elefanter laver ikke kunstner i manegen frivilligt. Derfor er der meget lidelse bag elefanter i cirkus,« siger hun.

50 meter fra demonstrationen går de tre hun elefanter så og græsser i fred uden kendskab til at nogen kæmper for, at de skal forlade Cirkus Arena. Ved deres indhegning står også turnéchef hos Cirkus Arena Klaus Jochumsen. De dårlige forhold for elefanterne kan han slet ikke genkende.

»Der er et regelsæt, som er administreret af Fødevarministeriet, der sikrer, at elefanterne lever under ordentlige forhold. Der er uanmeldte kontrolbesøg, som tjekker os, og der kan man ikke sætte en finger på os,« lyder det fra turnéchefen, der synes hele sagen fra Karrebæksminde er blevet blæst op.

Foto: ERIK REFNER
Vis mere

Et andet kritikpunkt fra Dyrenes Alliance, mens de står foran Cirkus Arena er, at elefanterne i cirkus bliver revet væk fra deres familie som helt små for at blive tortureret indtil de lystrer.

Den historie passer dog ikke, forklarer Klaus Jochumsen. I hvert fald ikke når snakken falder på elefanterne i Cirkus Arena eller andre europæiske cirkusser. Der er nemlig klare regler om, at cirkuselefanter skal være født i cirkus eller en zoologisk have.

"Det har intet på sig. Det er grebet ud af luften. Vores elefanter har aldrig set skyggen af Afrika," siger han.