Der er kun 60 kilo tilbage af ham og hele hans liv er blevet lidt mindre efter, at 80-årige Johannes Møllehave er kommet på plejehjem. Men han trives i de nye omgivelser.
Med små forsigtige, rykvise skridt kommer han gående.
Benene er blevet tynde. Kroppen svundet ind til en skygge af sit gamle jeg. Men livet i øjnene, det fejler ikke noget.
»Jeg er glad, meget meget glad for at være her,« siger Johannes Møllehave da også med et stort smil.
Vi er på Ingeborggaarden. Dét plejehjem på ydre Frederiksberg, som i snart to måneder har været den 80-årige succesforfatter og foredragsholders nye hjem.
Ikke fordi han ønskede det sådan. Men fordi der ikke var nogen vej udenom.
Få dage før sin 80-års fødselsdag 4. januar faldt han om. Fik et gevaldigt slag i hovedet og måtte tilbringe den runde dag - og rigtig mange efterfølgende - på hospitalet.
Sønnen Tomas - som han har delt lejlighed med siden 2007 - var med god grund bekymret.
»Det går op og ned med ham,« erkendte Tomas Møllehave den gang.
Og det gik op. Der var masser af langsomme fremskridt for den aldrende herre.
Men det gik også ned. Og i midten af marts - mere end to måneder efter indlæggelsen - var beslutningen uundgåelig. Johannes Møllehave måtte på plejehjem.
»Det var et nødvendigt valg,« forklarede sønnen. »For han er stadig meget usikker på benene og kommer derfor nemt til at falde. Så hospitalet sagde, at han ikke kunne få lov til at komme hjem.«
Den lille stue er fyldt med hans yndlingsmøbler. En lædersofa med masser af patina. Et par gode stole. Et lille sofabord, der kan være svært at se for hans velvoksne bunke af aviser - to får han dagligt - og så selvfølgelig reolerne. Fyldt med bøger. Egne og andres.
På væggene masser af kunst. Og Æresdiplomer. Dem har han fået mange af.
»Jeg har det meget meget fint. Det har jeg bestemt,« siger Johannes Møllehave i sit første interview siden indlæggelsen i januar, og hentyder både til de nye omgivelser og sin generelle tilstand.
Han sidder godt tilbagelænet plads i sofaen og kan godt huske, at han faldt og kom grueligt galt af sted.
»Jo, jeg har været tæt på døden flere gange,« sukker han. Og refererer både til den stime af blodpropper, hjertestop og bypass-operationer, han gennem de seneste 20 år har været igennem. Refererer til dengang i 2005 han var tæt på at begå selvmord, men heldigvis fortrød. Men også til efterdønningerne af den seneste sygdom.
»Jeg havde svært ved at komme til hægterne igen,« indrømmer han.
Hans krop vidner da også om, at det har været en hård omgang. 60 kilo var alt hvad nålen kunne snige sig op på sidst, han var på vægten. Kinderne er sunket ind. Der er ikke noget sul tilbage på kroppen.
Alligevel mener Johannes Møllehave, at han er en heldig starut.
»Tænk dig, hvis jeg var blevet ramt af en stumhed. Det ville være vanskeligt for mig at leve med,« siger Møllehave, som udover at have snakketøjet i orden, også har levet af sin stemme i en lille menneskealder, hvor han har turneret landet tyndt for at holde foredrag for sine tusindvis af fans.
»Det værste for mig ville være at få afasi, at man ikke kan tale. Og at man ikke er stand til at huske, hvad man lavede i går. Dét, man kalder alzheimers. Man kan godt sige, at det ville være værre end døden for mig, for jeg lever jo af at tale.
Jeg havde nogle dage her i sidste omgang, hvor jeg ikke kunne huske, hvad der skete i går. Dér tænkte jeg ‘åh, det er dét, nu har jeg fået alzheimers’. Men det var det heldigvis ikke,« smiler han.
Hukommelsen er dog ikke helt, hvad den har været. Og talestrømmen deler sig til tider i et væld af bifloder. Alligevel hersker der ingen tvivl om, at Johannes Møllehave føler sig glad og tryg i de nye omgivelser. Så glad og tryg, at personalet driller ham med, at hans yndlingsøvelse er at ligge i sengen og slappe af.
Øvelser har han ellers brug for. Et par gange om ugen er han til genoptræning. Mest af de ben, der af og til driller så meget, at han er nødt til at bruge stokken. Eller rollatoren.
Også hjernen holder Johannes Møllehave i gang. På sofabordet ligger adskillige bøger fremme, og på natbordet ligger samlingen ‘Digte til min elskede - 96 danske kærlighedsdigte’.
Selv mistede han i 2001 sin elskede, forfatter og socialrådgiver Herdis Møllehave, som han i 43 år gik gennem livet med.
I 2007 var han så heldig at finde kærligheden igen. Denne gang i skikkelse af den syv år yngre Winnie Sohns. Selv om han stadig kalder hende ‘min kæreste’, er parret i dag ‘kun’ gode venner. Men hun besøger ofte Johannes Møllehave på plejehjemmet, og en buket røde roser vidner om hendes seneste besøg.
Og så er der børn og børnebørn, der er kommet myldrende. Sønnerne Tomas og Mikkel og datteren Anne Katrine og deres børn. Johannes egne søstre. Og deres børn. De er mange.
Derfor glæder han sig også til, at de snart alle skal samles og fejre den runde fødselsdag, som omstændighederne tvang ham til at tilbringe i en hospitalsseng.
»Den er bare blevet skudt hele tiden. Nu bliver det i august, at vi holder den. Vi skal spise på Københavns bedste restaurant, ‘Sult’ i Cinemateket, og der kommer i hvert fald 70-80 mennesker. Det bliver en flot dag,« siger Johannes Møllehave, og tilføjer med et stort og drenget smil: »Så gør det slet ikke spor, at jeg bliver fejret lidt for sent.«
Stue 118 på Ingeborggaarden er blevet hans nye hjem. Han har affundet sig med, at han ikke vender tilbage til lejligheden på Dalgas Boulevard, som han delte med sønnen Tomas.
Deres liv sammen var godt og trygt så længe det varede.
»Men vi ringer sammen hver dag. Vi har et rigtig godt forhold. Det har jeg til alle mine børn.«
Dagene fyldes med gåture og med at læse. Og med at skrive.
Men kun oppe i hovedet.
»Jeg er altid i gang med noget. Jeg kan bedst lide at skrive fiktion. Men jeg skriver det ikke ned mere. Der kører herinde,« siger han og peger på sit hoved. Og så griner han.
»Det bliver en netbog.«
Johannes Møllehave har også skrevet bøger nok til en livstid. 123 for at være helt nøjagtig. Og han har holdt foredrag til flere livstider. Kommer der ikke mere, går det nok.
»Om der er ting, jeg gerne vil nå? Der er altid noget. Men jeg har sat kryds ved det meste.«
Dagens fysioterapi kalder. Han rejser sig langsomt op på benene igen.
Spørger man på falderebet om han går rundt og frygter døden, ryster han ihærdigt på hovedet på vej ud af døren.
»Jeg er ikke bange for døden. Det har jeg aldrig været. Og det er heller ikke noget, jeg tænker meget over. Eller sagt på en anden måde: Jeg føler mig rolig og sikker i mit liv. Men også i min død.«
Og så går han med forsigtige, rykvise skridt ud til elevatoren.
