I midten af august afholdes det årlige Copenhagen Pride i København, og det arrangement har Carlsberg valgt at markere med en helt unik hyldest.

Således har bryggeriet til begivenheden fået fremstillet 30.000 specialdesignet Tuborg-dåser – alle i regnbuens farver og et hjerte, hvori ’Copenhagen Pride’ er påtrykt.

Det skriver Carlsberg i en pressemeddelelse.

I alt vil de mange specialdesignet dåser blive solgt i 48 af de største 7-eleven butikker i hovedstaden samt i enkelte andre butikker, som selv har efterspurgt dåserne.

Marketing Manager hos Carlsberg, Christian Sveigaard, fortæller, at de 30.000 Copenhagen Pride-dåser er en hyldest til LGBTQIA-miljøet (lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner, queer, interkønnede og aseksuelle).

”Tuborg er Danmarks største øl med en samlet andel med ca. 38 pct. af det samlede danske marked, og vi har en ambition om at fastholde Tuborg som hele Danmarks øl. Derfor har vi lavet en limited edition af 50 cl. Grøn Tuborg i alle regnbuens farver for at hylde LGBTQIA-miljøet,” siger Christian Sveigaard i pressemeddelelsen og håber desuden, at de tomme øldåser vil gå hen og blive et samlerobjekt.

Copenhagen Pride, som sætter fokus på og hylder folk med forskellige seksualiteter og kønsidentiteter, afholdes fra den 15. til 20. august i år. Men allerede fra i morgen d. 1 juli, vil de specialdesignet dåser kunne købes i flere  af de større 7-eleven butikker i København.

Carlsbergs pressechef, Kasper Elbjørn, oplyser til BT, at øllene bliver distribueret ud i løbet af natten.

VisitCarlsberg holder d. 4 august en fredagsbar, hvor øllen vil blive offentliggjort officielt.

Foto: Carlsberg
Foto: Carlsberg
Vis mere