Kort før klokken fire i eftermiddag opstod der en voldsom brand i en seksetage beboelsesejendom på Skolebakken i den østlige del af Esbjerg. Slukningsarbejdet er lige nu i gang.
Omkring 40 personer, der bor i ejendommen, er evakueret, og ifølge vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands-politi, Michael Skaarup, er der ingen tilskadekomne. Seks politibetjente er kørt til hospitalet til observation for røgforgiftning.
En læge er tilkaldt og vil undersøge de evakuerede beboere, der føler sig dårlige af røgen.
Politiet ved endnu ikke med sikkerhed, hvor og hvorfor branden er opstået. Men man formoder, at branden er startet i en lejlighed på 1. eller 2. sal og har siden bredt sig til hele boligblokken.
Mange beboere har overværet slukningsarbejdet, og ifølge Jyske Vestkysten hersker der stor utilfredshed, da brandvæsenet i den første time kun har anvendte et enkelt slukningskøretøj og en stigevogn.
Kort efter klokken 17 styrtede en stor del af tagkonstruktionerne sammen, men der er ikke fare for mennesker. Politiet har afspærret området.