Lyt til artiklen

Engang kunne de besøgende skoleelever i Gerlev Legepark klare et to timer langt program, hvor de lærte om gamle lege. I dag er det skåret ned til fem kvarter. Der er nemlig sket noget med børns udholdenhed.

»Hashtag, jeg er på legeplads. Hashtag, det er fedt.«

En af drengene er lige trådt ud på det store, udendørs legeareal, og ved synet kan han ikke dy sig.

Virkeligheden er alligevel alt for nice.



Det er ellers ukendt terræn for eleverne fra 7. klasse på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, fornemmer man.

Mange står med armene over kors og teenagedøsigheden dampende fra kroppen, da Gerlev Legeparks projektleder, Lars Hazelton, med høj røst går dagens program igennem:

»I skal spille spil fra dengang, oldemor var dreng. I kommer til at opleve lege fra gamle dage. En af dem er faktisk 2.000 år gammel,« råber han til dem.

Landet over bliver skoleelever undervist i gamle lege som fangeleg og ”To mand frem for en enke” i enten idrætstimer eller skolefritidsordningen. Gamle lege, der er ved at forsvinde fra børns hverdag.

I Gerlev Legepark lærer man både elever, lærere og pædagoger de traditionelle, danske lege, for at de ikke går i den kollektive glemmebog. En opgave, der er vigtigere end nogensinde, mener Lars Hazelton.

»Som forældre og voksne er vi i gang med at skyde os selv i foden ved at stikke børnene digitale medier, der er passiv underholdning. I stedet for at lade dem lege i et rum, der også kræver vedholdenhed.«



Da legeparken åbnede tilbage i 1993, var det klassiske program til eleverne på to timer. Det kørte man fast med i ti år, indtil samfundsudviklingen også ramte her. I dag er det skåret ned til fem kvarter, fordi vedholdenhed er begyndt at blive en ubekendt i børns liv.

»Når der er gået en time, er de tørstige, nogen får ondt i benet og de siger, at de er trætte. Det er altså ret rystende. Deres fysiske udholdenhed er ikke særlig god. Den er stærkt faldende. Deres evne til kontinuerligt at arbejde fysisk er også stærkt faldende. De er heller ikke så øvede i at kaste og ramme i dag, som de var før. I dag bliver bevægelser som løb og klatre jo ikke sat ind i børns liv som før. Det står i modsætning til fitnesskulturen, hvor bevægelserne er monotone.«

Der er ved at ske noget. Eleverne fra 7. klasse er blevet varmet op med en såkaldt kaosleg, og de første bukseben er allerede blevet mudrede. Ved en af legeposterne er 7.C i færd med at lege ”Sumobryder”. Instruktøren står og stamper i jorden. Klassen stamper tilbage.

Nu skal de kaste med fiktive giftpile mod hinanden, og pludselig kommer legebarnet op i dem. De begynder at lave lydspor til.



»Piuuuu piuuu,« lyder det et sted. »Driiiiiuu,« siger en anden.



Lærer Karin Søjnæs betragter dem fra sidelinjen. Hovedformålet med turen herud er, at eleverne på tværs af klasserne skal lære hinanden at kende gennem leg, da halvdelen af dem er nye på privatskolen. Men hendes håb er også, at de kommer ud af tryghedszonen. Hun har været vidne til det: Unge er i dag ikke særligt gode til at gå ind i legen og bruge deres krop.

»De sidder mest foran en skærm. De er ikke så meget udendørs. Der er nogen af dem, der går til sport. Men meget af deres hverdag foregår indendørs, og deres skoledage er også blevet længere. Den spontane leg foregår kun, når man er lille eller i institutionerne.«



Det var et freudian slip. En af eleverne kom en dag til at sige til Karin Søjnæs, at han havde en legeaftale. Han blev pinligt berørt og vidste slet ikke, hvad han skulle sige bagefter. En reaktion, der fortæller alt om, hvordan unge i dag afslår sig fra at være legebørn.

»I dag synes elever i 7. klasse, at de er for gamle til at lege. Nogle af dem har faktisk været lidt irriterede over, at de skulle herned i dag. De føler sig hurtigt ældre i dag, og legen er ikke noget, de tager med sig ind i teenageårene. Prøv lige at se dem i dag. De har jo en kæmpe fest. Det er godt for dem at komme derud, hvor de lige mister kontrollen lidt og skal sige som en kylling eller få mudder på knæene. De har så travlt med at blive voksne.«



Når Lars Hazelton skal pege på én ting, der har forandret børns leg, er det digitaliseringen af barndommen. De lege, der indgår i Gerlev Legeparks program, afspejler det danske bondesamfund med få legeredskaber og meget fysisk leg. I dag er legen ikke lige så aflæselig.

»Sagen er den, at vi som voksne ikke forstår og ser meget af den leg, der foregår digitalt. Voksenblikket ser helst en leg, der foregår udenfor. Der er en meget normativ forståelse af, hvad rigtig leg er. Der hersker en stor bekymring i forhold til det digitale. Barndommens arenaer har ændret sig markant. Det har ændret sig fra gården, parken og gaden til skolen og daginstitutionen. Med digitaliseringen har man så fået endnu en arena,« lyder det.

Det sker, hver gang børn og unge bliver sluppet ud på græsplænerne i Gerlev Legepark. Leg for leg bliver de møre. Til sidst står de der med græs på knæene og råber lige så højt som Lars Hazelton selv.
Clara Sophie Breiner-Zartov går i 7.C og har også overgivet sig. Armene er ikke længere lagt over kors. Det er lang tid siden, at hun har leget på den her måde, erkender hun.

»Jeg er ikke så tit ude på den her måde, hvor man får mudder på benene. Det var mere, da jeg var yngre. Når jeg er sammen med mine veninder, tager vi på cafe eller hænger ud. Når jeg ikke ved, hvad jeg skal lave, hænger jeg altid over telefonen. Så kommer mine forældre hen og begynder at fortælle om dengang, de selv spillede rundbold som børn. Det lyder lidt kedeligt.«



Teenageren føler ikke, at hun er en del af en stor børneflok på vejen, der spontant kan mødes på tværs af aldersgrupper og lege. Det er der ikke timer til i disse moderne tider.

»Det er på grund af lektier og fritidsaktiviteter. Vi har nok for travlt. Jeg bor i et område, hvor børnene enten er meget yngre eller ældre end mig. Nogle gange mødes vi lidt før aftensmad og hænger ud på et bestemt sted, men det er mest med dem på min egen alder. Jeg vil nok ikke tage min lillebror på fire år med,« siger hun.



Det billede vækker genkendelse hos Lars Hazelton. Igennem årene har han bemærket, hvordan det offentlige rum er blevet mindre tilgængeligt for børn.

»Der er ikke mange forældre, der i dag vil lade deres børn lege alene på vejen. I løbet af 80erne kom frygten på en eller måde snigende i ind i forældreskabet. Der begyndte man at holde børn mere inde på matriklen eller i baggården. I dag bliver de kørt i skole og må ikke længere strejfe løst omkring.«

Det er en fælles samfundsopgave. Vi skal mere ud af hovedet og ned i kroppen, lyder opfordringen fra Lars Hazelton.

»Når folk kommer ind i legen, får de som regel et særligt lys i øjnene. Jeg ved godt, at det lyder lidt højtravende. Men der sker noget særligt. Når de rigtig leger, er de ubevidst vågne. De har ikke nogen forbehold og er bare med. Det sker jo også for eleverne i dag. De glemmer at se sig selv udefra og træder ind i nuet.«



De lege, der er en del af Gerlev Legeparks samling, har i sin tid også været målrettet voksne. I bondesamfundet var de blandt andet flirtelege, hvori unge, ugifte piger kunne se bejlere an uden at komme i problemer. Lars Hazelton er bekymret over, at legen i dag også har trange kår i børnehøjde.



»Vi har som samfund tidligere dyrket ideen om, at børn skulle være i den tilstand rigtig tit. I Gerlev Legepark arbejder vi på at gøre legen legitim igen – også for de voksne. I legen får man suspenderet virkeligheden for en stund. Sådan fungerede det også i gamle dage. Der slog legene en parentes rundt om hverdagen. Der var de en pause fra den hårde dag.«

Ude på græsset skal 7.C spille ”slå munk”. Alle får en pind i hånden til at kaste med, og en af drengene udbryder anerkendende: »Fuck, en nice pind.«

De laver prøvekast ind mod træpælen i midten, der skal fældes. Instruktøren konkluderer efter de første runder, at de ikke rammer særlig meget, i forhold til at nogle af dem kun står tre meter væk.

»Nu giver I den altså mere gas. Ellers vælter den jo aldrig,« siger hun.

Tøvende går teenagekroppene i gang med endnu en runde. Pludselig får en pige fra klassen væltet pælen, og konkurrencegenet bliver aktiveret i dem.



Nu begynder de at huje og synligt gøre sig umage.

Nu kan de med rette skrive:

#jegerpålegeplads #deterfedt