Grønlændere er ikke enige i, at man skal lade den 15 meter lange strandede finhval i Vejle Fjord dø en naturlig død.

På hjemmesiden for den grønlandske avis Sermitsiaq har flere læsere skrevet kommentarer til, at der ikke kan gøres mere for hvalen, og at den skal have lov at dø i fred.

- Partér hvalen, nedfrys og send kødet til alle institutionerne i Grønland, skriver én blandt andet.

En anden læser beskylder danskerne for at være godt og grundigt dumme, og at den naturlige død er mindst lige så pinefuld som en aflivning.

- Kæft hvor kan danskere godt nok være dumme engang i mellem! I panik over måske at blive stemplet som dyremishandlere lader de den dø en langsom pinefuld død i fuld offentlighed på stranden som jøderne (i følge en bog) gjorde det mod Jesus, og når de så finder den død på stranden i morgen, har dens død været nytteløs. Afliv den dog og gi kødet til de hjemløse! Der kunne de godt lære noget fra os..., skrev han i går.

En tredje kommentar er kort, men konkret.

- Giv den til grønlændere, som bor i DK!!

I Grønland er hvalfangst vigtigt for den lokale befolkning, og de grønlandske yderdistrikter er den dag i dag meget afhængige af hvalfangst.