Når man opnår sit bedste Tour de France-resultat nogensinde skulle man tro, at der fulgte en voldsom jubel med. Men ikke for Tobias Lund Andresen.
Den 22-årige dansker kørte sig ellers på en sjetteplads på lørdagens etape, der endte i en massespurt.
Her var Jonathan Milan »suveræn,« som B.T.s Tour de France-ekspert Bjarne Riis siger det.
Samtidig med de lovende takter fra Tobias Lund Andresen kan han dog godt forstå, at danskeren ærgrer sig.
»Det er spændende, at Tobias Lund kan være med der. Til gengæld er det både uheldigt og ærgerligt for ham, at han ikke har flere holdkammerater til at køre sig frem, når han selv har gjort det for andre,« mener Bjarne Riis.
Picnic-danskeren kører Tour de France for første gang, og indtil videre har det været holdets strategi, at han og tjekken Pavel Bittner skiftes til at spurte på rutens fladeste etaper.
For nogle dage siden leverede han et fornemt føringsarbejde for Bittner, og derfor er det klart, at han er forbitt-neret over, at det ikke blev til mere lørdag.
»Med lidt mere hjælp tror jeg på, at Tobias Lund Andresen kunne være kommet i top 3. Det er fint for ham at snuse til sådan en spurt, det viser, at der er noget potentiale i ham. Men igen, hans hold burde have været der lidt mere for ham,« siger Bjarne Riis.
Manden med Tour de France-sejren i 1996 har selv prøvet at blande sig i en spurt – og meget mere kaotisk bliver det ikke.
»Jeg har selv siddet med den gule trøje og kørt vores sprinter Erik Zabel frem. Det er vildt at sidde i sådan en spurt. Det er så hektisk, og man må for alt i verden ikke være blød. Man skal være lavet af et specielt stof, pakke frygten væk og glemme alt om den,« siger han.
Derfor er han også fortrøstningsfuld omkring Tobias Lund Andresen, der er nybegynder i Tour-gamet.
»Det kræver noget øvelse at være med i en Tour-sprint. Det er om at gøre det igen, igen og igen, og man bliver slået de fleste gange.«
Du kan læse B.T.s dom fra lørdagens etape lige her.