Mads Würtz Schmidt har overraskende valgt at skrive kontrakt med Team Trefor, der kører i den internationale tredje division.

Da Mads Würtz Schmidt sidst i september kunne kalde sig verdensmester for anden gang i en ung og lovende karriere, forventede de fleste at se den unge dansker træde ind på professionel cykelsports store scene.

I stedet har den 21-årige randrusianer overraskende valgt at skrive kontrakt med det danske continental-hold Team Trefor, der overvejende slider asfalten på de danske landeveje tynd.

»Jeg skal fortsætte min udvikling og køre stærkt i alle de cykelløb, jeg kører, og begynde at lave stabile gode resultater, som jeg har gjort her i efteråret. Så har jeg selvfølgelig også et mål til Elite-DM i enkelstart og til Post Danmark Rundt, som er de helt store. Men overordnet er målet at køre stærkt hele året og lave nogle resultater,« siger Mads Würtz Schmidt i en pressemeddelelse.

Mads Würtz Schmidt har udover en VM-titel også vundet enkeltstarten i Post Danmark Rundt i år, og det var ventet, at flere af de store hold ville sikre sig den danske tempospecialist, som i 2011 blev juniorverdensmester i disciplinen.

Team Trefor kan glæde sig over at have fået tilført tiltrængt forstærkning efter afgangen fra brødrene Søren og Asbjørn Kragh Andersen, der fra næste år kører hos henholdsvis det velmsurte Pro Tour-team Giant-Alpecin og franske pro continental mandskab Delko-Marseille.