Nye bjerge og to enkeltstarter er på menuen i næste års Tour de France.

Med den regerende Tour-konge Chris Froome på plads til den officielle præsentation i Paris, løftede arrangørerne tirsdag middag sløret for verdens største etapeløb.

Det var allerede en fastslået kendsgerning, inden løbsdirektør Christian Prudhomme indtog scenen i Palais de Congres, at Tour de France i 2016 skydes i gang med Mont Saint-Michels eventyrlignende kloster som baggrundstapet.

Efter endnu en etape i den ofte vindomsuste region, sætter Tour-feltet kurs ned gennem Frankrig for også at give de hurtige folk noget at arbejde med. Og herefter bevæger Tour de France sig for en kortere bemærkning ind i Spanien, hvor man for første gang siden 2009 aflægger fransk visit i Andorras skattely.

Den forsvarende vinder Chris Froome var i modsætning til sidste års afsløring af Tour-ruten tilfreds med, hvad han fim at se ved seancen i Paris.

»Det er en rute, der tester alle aspekter af professionel cykelsport. Du skal kunne køre en enkeltstart, du skal kunne køre godt nedad og i den første uge vil jeg forvente, at et stærkt hold skal være i stand til at beskytte dig i sidevinden,« erklærede den 31-årige anglo-kenyaner efter at have fordøjet de første indtryk.

Sammen med konkurrenter som den colombianske klatremus Nairo Quintana, den fransk yndling Thibaut Pinot, Astanas italienske outsider Fabio Aru og ikke mindst den spanske tourminator Alberto Contador, kommer Chris Froome på hørdt arbejde inden feltet når Paris.

Efter et skuffende Tour de France i 2015, hvor Alberto Contador betalte prisen for at have kørt og vundet Giro d'Italia en måned før starten på det franske etapeløb i Utrecht, må man forvente en noget anden udgave af den 32-årige spanier, som er med afstand sin generations største klassementsrytter.

»I hver eneste Tour de France handler det om at tilpasse sig løbet, undgå dårlige dage og forstå dine rivaler. Froome, for eksempel, indleder altid stærkt, men går ned i den sidste uge. Nairo Quintana, på den anden side, er længere om at komme i omdrejninger. Jeg skal bare tilpasse mig forholdene og så være på udkig efter mine chancer,« lød det fra Contador efter præsentationen i Paris.

Modsat i år, hvor Tour de France havde historisk få enkeltstartskilometer, er der i 2016 to tidskørsler på programmet. Den ene er en 37 km lang styrkeprøve forbeholdt de store motorer, mens den anden er en 17 km lang bjergenkeltstart fra Sallanches til Megéve, hvor klassementet kan risikere en rystetur.

Også i 2016-udgaven af løbet vil det dog primært være Alperne, som i løbets tredje uge danner rammen om de sidste og afgørende etaper.

Schweiz vil få et fransk visit, når Mont Blanc er blandt de barske afslutninger på top på en meget svær 19. etape og samlet har Tour de France 2016 i alt fire etaper, der slutter med en tur opad et bjerg mod fem i år.

Løbet slutter traditionen tro i Paris med mål på Champs-Elysees den 24. juli.