Mads Junker - der tidligere har dummet sig i FC Nordsjælland ved at snyde holdkammerater i poker - er under beskyldning igen. Men denne gang er der tale om løst krudt, eller et bluff, om man vil.
Man må finde sig i meget som professionel fodboldspiller, og det er ikke alt sammen på banen. Den tidligere FC Nordsjælland- og nu Vitesse-spiller Mads Junker, der både er kendt for sine evner på banen og for at være lidt for fiks på fingrene ved et pokerbord, er i en hollandsk avis blevet hængt ud for igen at have snydt. Denne gang skulle det være gået ud over et hollandsk casino.
Men det er nemt at smide med skidt, hvis det ikke behøver at have hold i virkeligheden. Det viser sig nemlig at avisen har overordentlig svært ved at bevise noget som helst. Selv siger casinoet, at der ikke foreligger noget tilfælde af påstået karakter, og Mads Junker er selv temmelig træt af hele episoden:
- Det ærgrer mig rigtig meget at blive indblandet i en pokersag, hvor der overhovedet ikke er nogen sag. Jeg kan kun henvise til, at Holland Casino Nederland renser mit navn i den forbindelse. Jeg er frustreret over at blive hængt ud på den måde, når jeg ikke har gjort noget galt. Jeg ved, at Vitesse nu vil kontakte advokater for at finde ud af, hvordan vi skal reagere på den slags beskyldninger i den hollandske avis. Jeg ærgrer mig stadig over min sag i FC Nordsjælland og er stadig ked af den. Derfor er det ekstra ærgerligt, at jeg nu skal hænges ud for noget jeg ikke har gjort, siger sagens hovedperson Mads Junker.