Billeder af røde armhuler med brændende udslet har de seneste dage fået internettet til at syde med rasende deodorantkunder.

Nogle tilfælde kræver endda behandling med cremer og antibiotika, efter et ellers populært mærke har ændret sin opskrift på roll-on deodoranter, skriver Daily Mail.

Særligt på det sociale medie TikTok raser både mandlige og kvindelige kunder over pinefulde udslet, efter at have brugt deodorant fra producenten Mitchum.

Den mangeårige Mitchum-bruger Ricky Blair var en af dem, der var chokeret over de smertefulde bivirkninger ved det lugt-beskyttende præparat.

»Jeg endte med at skulle bruge en blødgørende creme i en hel uge for at behandle kløen og berolige det brændende udslæt,« siger 35-årige Ricky Blair til Daily Mail.

De smertefulde udslet skyldes angiveligt, at Mitchum har tilføjet de to stoffer acetylcedren og vanillin, som i test begge har vist sig at være irriterende for huden.

Producenten bag har også allerede udsendt en melding på Instagram, hvor de beklager over for deres kunder:

»Vi beklager over for dem, der blev berørt, og for den tid det tog at afslutte undersøgelsen,« skriver Mitchum, mens de tilføjer at deres undersøgelse viste, at udslættene skyldes 'en ændring i fremstillingsprocessen'.