KOMMENTAR
Ideforladt, trøstesløst, uden energi og vilje. Hold nu op en ørkenvandring, det danske landshold sender os ud på i disse dage. To point mod Albanien og Armenien, der - trods Morten Olsens advarsler om, at der ikke findes lette modstandere - ganske enkelt ikke må være uoverstigelige opgaver. Det er pivringe, kære venner.
Ja, vi lever stadig i EM-kvalifikationen, selv om det mere og mere ligner to play-off kampe i november. Men med tanke på, hvad vi har set hidtil, så er det en større udfordring at finde optimismen frem.
For sagen er, at det bare ikke virker som om, det danske landshold er en særlig glad størrelse. Stolthed over at repræsentere sit land er der nok af, men det virker så stift, så uopfindsomt, så uendelig trist. Alt kan ikke skydes over på Christian Eriksens fravær, selv om det bliver stadig mere tydeligt, hvor meget Tottenham-spilleren betyder for chanceskabelsen. Det formåede den danske midtbane på ingen måde at kompensere for mod Armenien, der indtil i aftes havde hentet ét point i puljen. Det tal kunne så fordobles mod et dansk hold, der kom frem til forbavsende få muligheder. Der arbejdes, men det impulsive, det overraskende og det uventede skulle man kigge i vejviseren efter. Og i en kamp, hvor det er påkrævet at score mål, er det tragikomisk, at de to mest opløftende præstationer kom fra en venstre back og en keeper.
Det var til at blive godt og grundigt forbandet over, at Morten Olsen i desperation ikke kunne fravige sit koncept og smide Morten ’Duncan’ Rasmussen ind i slutfasen. Især når det endte med, at Daniel Agger, træt og slidt, endte med at agere angriber, da Erik Sviatchenko erstattede Simon Kjær. Det lignede en klokkeklar fejl. For her var muligheden for at fravige et koncept, der i de to kampe mod mindre nationer har spillet fallit.
Det er inderligt deprimerende, at jeg sidder og skriver en klumme i september 2015 om en dansk skuffelse i en gruppe, der lignede en drøm, da lodtrækningen blev kendt. Armenien, Albanien, Serbien og Portugal - med to direkte adgangspladser til EM-slutrunden. Det bliver ikke meget bedre. Lige nu ligner det, at vi har brug for endnu mere lodtrækningsheld, når playoff-kampene skal findes. Og det sørgelige er, at der ikke er en anden forklaring end manglende kvalitet. Tørre baner, knoldede baner, dårlige dommere, heldige modstandere, skader - glem det. Manglende kvalitet er forklaringen.
Jeg har den største respekt for Morten Olsen. Han har været Danmark en fornem landstræner, men det er en rendyrket fiasko, hvis Danmark ikke kan spille sig blandt de 24 bedste i Europa. Det ved han selv, og han var nådesløs i sin kritik af spillerne efter kampen. Forståeligt nok. Men det falder tilbage på ham, at det danske landshold virker så låst af taktiktavlen, at der over 180 minutter ikke kan skabes den opfindsomhed, der er nødvendig til at låse modstanderne op.
Nuvel, vi er ikke døde endnu. Men at tro, at det hele nok skal gå, hvis bare Christian Eriksen melder sig klar, er himmelråbende naivt.
