Jeg tror, min far fortalte det hvert år den 4. maj om aftenen. Han lever ikke længere. I dag havde han været en gammel mand på næsten 90 år, og fortællingerne fra hans liv blev for mig historiens vindue ind til en verden af i går og af en helt anden tid.

Far gik på Staby Efterskole under krigen. Den ligger ude i Vestjylland. Lidt syd for Nissum Fjord og ikke langt fra Vedersø, hvor Kaj Munk boede. Derude, hvor der er så meget af himlen. En tidlig morgen i 1944, jeg ved ikke, hvornår på året det var, blev efterskolen besat af den tyske værnemagt. To timer havde de til at pakke deres ting og forlade skolen, der skulle bruges som ammunitionslager.

Inden fjenden med skråremme, blanke støvler og uniformer af kradsuld rykkede ind, gik lærer og elever ud til flagstangen. De tog den ned, lagde Dannebrog sammen og slæbte stangen op på loftet i præstegården, hvor den lå gemt, til krigen var forbi. For kun Dannebrog med korset i måtte vaje over vores land.

I dag vajer Dannebrog på busser, ved kirker og offentlige bygninger. Og i går aftes satte vi lys i vinduerne, der åbnede mod fortiden. Mod en aften, forårsdøgn og et budskab fra en radiokanal, der havde en ganske særlig betydning for vores historie og bevidsthed som land og folk.

Landet lyste fra sund til klit, det var forår, og der lød ikke længere luftalarmer, men kirkeklokker ringede freden og friheden ind. Men vi mindes på den aften i maj ikke kun den svimlende, lykkelige aften i 1945 med jubelråb og lærkesang, mens blussene brændende mørklægningsgardiner lyste i skumringen. For historiens vindue står åbent til forårsnattens favn og til fortiden, der gjorde noget ved os som mennesker, som nation og folk.

For de år var »de vigtigste i Landets Historie. Vi fik en helt ny Befolkning. Vi er alle blevet andre Mennesker. Skridt for Skridt, Trin for Trin arbejdede vi os væk fra Idyllens og Naivitetens Leveform. Hver Dansker fik de sjælelige Vinduer, der havde vendt ud mod Verden, blæst ud. Han saa pludselig denne Verden klarere.«

Sådan skrev Knud Sønderby om uskyldstabet i det illegale tidsskrift 'Der brænder en Ild' samme år, som min far var på efterskole. De sjælelige vinduer er knust. Vinduet til den evige sandhed om menneskets skrøbelighed og hvor let vi kan lade os forføre af ondskaben, der skjuler sig under sin smukke modsætning. Store ideologier kræver små menneskeliv. Og mange af dem.

Derfor skal vi lade vinduet stå på klem, så duften af majnatsregn og lyden af historiens efterklang kan komme ind. Så vi aldrig må glemme, at vores frihed ikke er en selvfølgelig, men arvesølvet vi fik af dem, der var før os. Og den har kostet menneskeliv, dengang i de fem mørke år, og siden da i ørkenland, Irak, Afghanistan og over alt i verden, og hvor nogen er døde for, at vi kan leve. Leve i et fri og fredeligt Danmark.

For de gamle har taget os ved hånden og vist os historiens vindue, hvor stearinlysets flammer danser. Se ind i vinduesglasset, dér sammenføjes tiderne i et øjeblik med fortidens vidnesbyrd om, at friheden kun eksisterer dér, hvor livet gensidigt anerkendes mellem mennesker.

Vi åbner vinduet mod en fremtiden og tager historien med os derind for at minde os selv og hinanden om det, der ændrede vort land og folk – minder om det, der aldrig må ske igen. Minder om at vi altid skal kæmpe mod det, der vil tage friheden fra os. Minder om at vi skylder hinanden frihed.

Tak for dem, der kæmper for Danmarks frihed og fred i egne langt fra deres hjem. Og må vores tanker også i disse forårsdage være hos deres kære, der må bære bekymringens byrde og hos dem, der sidder med tunge savn.

»Guds fred med vore døde
i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde
af dybe hjertesår!«
(NFS Grundtvig)