Jess Thorup bliver FC Københavns nye træner, kan B.T. afsløre.

Løverne køber Thorup fri af den belgiske klub Genk, hvor han blev ansat for for bare to måneder siden.

Det bliver dermed Thorup, der skal genrejse Danmarks største fodboldklub og fylde de store sko, Ståle Solbakken har efterladt. Eller i hvert fald den ene sko.

Er Thorup det bedste valg til dén enorme tjans i netop FC København? Jeg er ikke overbevist. Men han skal naturligvis have chancen for at bevise det modsatte.

Foto: YORICK JANSENS
Vis mere

50-årige Thorup er en dygtig træner. Ingen tvivl om det. Det var han, da han i 2013 førte nyoprykkede Esbjerg til en pokaltitel og en fjerdeplads i Superligaen, da han i 2015 tog U21-landsholdet i en EM-semifinale, og da han i 2018 ledte FC Midtjylland til guld. Og han har – trods en fyring i Gent – været det samme gennem to år i belgisk fodbold.

I Jess Thorup får FCK en god træner, der har al fagligheden på plads. Men de får ikke en ny Ståle Solbakken. De får ikke en mand, der kommer til at tegne FC København som klub. Og de får ikke en mand, der sparker benene væk under omverdenen.

FC København har valgt en rolig, flegmatisk dansker til at afløse en kolerisk og karismatisk nordmand. Og det har Bo Rygaard, William Kvist og resten af ansættelseskomiteen i Parken formentlig gjort med helt åbne øjne. Thorup er en modreaktion på Ståle Solbakken.

Jess Thorup er en mand, der skaber plads omkring sig. Med Jess Thorup på trænerposten er der plads til en tydelig sportsdirektør og en bestyrelsesformand, der fylder mere. Og det tror jeg, vi får at se. Både indflydelsen og opmærksomheden bliver fordelt på flere hænder end tidligere. Det har tydeligvis været ønsket i FCK efter en årrække med en dominerende figur i Ståle Solbakken.

Foto: Olafur Steinar Gestsson
Vis mere

Men retning og farver er ikke noget, man får med Jess Thorup. Det er ikke ham, der larmer, men det er heller ikke ham, der er garanten for tydelighed. Så dét hul fylder FC København ikke med ansættelsen. Her har FC København nu en stor opgave med at finde en sportsdirektør, der kan give netop dét.

Men hvem skal det være? Hvem skal tegne FC København? Svaret på det spørgsmål er vi ikke kommet voldsomt meget nærmere, selv om vi nu kan sætte navn på cheftræneren. Det føles lidt, som om FC København køber møbler uden at have et hus at stille det i.

Når man står i en situation, hvor man mangler både en træner og en sportsdirektør, ligner Jess Thorup det mere sikre valg. Man kan parre Thorup med de fleste sportsdirektører – og vice versa. Det basale er dermed på plads. Men Thorup er også et valg, som ikke oser af risikovillighed.

Ved at ansætte Thorup og gå efter FCK-dna på assistentposten i form af Jacob Neestrup tager FC København et skridt mod at lukke hullet efter Ståle Solbakken. Men der er stadig meget hul tilbage at lukke.