Traditioner er det, der binder et samfund og en nation sammen. Danmark er grundfæstet i kristne traditioner, og vi må ikke bøje os, fordi et mindretal tror på eksempelvis islam eller sågar er ateister. Det er lige netop, hvad der er sket i Græsted i Nordsjælland, hvor en folkeskole har droppet at deltage i den traditionsrige julegudstjeneste med skolens elever. ’Beslutningen er truffet af et pædagogisk udvalg på skolen af hensyn til skolens børn med anden tro end den protestantiske,’ står der på Gribskolen Græsteds forældreintra. I øvrigt der hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gået i folkeskole.

Han kalder beslutningen ’en ommer’ på Facebook, og det kan vi her på BT kun være enige i. Vi har som land brug for traditioner, der samler os. Julen er et helle i en mørk tid, hvor lys, næstekærlighed og ja, den kristne tro fejres. Det har vi brug for, for hvis vi kaster vores folkesjæl på gulvet, har vi ingen identitet tilbage – vi mister limen, der binder os sammen som folk.

Ja, vi skal respektere andre religioner, og derfor er der også religionsfrihed i Danmark, men der går ikke skår af nogen ved at deltage i en gudstjeneste. Faktisk er det en vigtig del af dannelsen af alle samfundsborgere, at de bliver indviet i de kristne traditioner – måske man faktisk kan blive klogere på det land, der danner rammen om ens liv?  Og hvis man endelig er arg modstander af at sende sine børn i kirke, kan man jo holde dem hjemme de par timer. Men hvorfor skal det store flertal, der sætter pris på julen og det kristne budskab, bøde for, at et lille mindretal tror på noget andet? Det giver overhovedet ikke mening.

Forestil jer lige, at man sløjfede fredagsbønnen i Damaskus, fordi der bor mange kristne? Utænkeligt!

Derfor skal der lyde en opfordring fra BT til skolen i Græsted om at genoverveje beslutningen, for vi skal ikke lade os kyse af små mindretal, der ikke vil acceptere de grundlæggende værdier i det samfund, som har budt dem velkomne med åbne arme. Lad julen være i fred!