Svenskerne har nu helt tabt sutten i deres evige jagt på at gøre hele vores broderland (ups, må man overhovedet kalde det ’broder’ længere?) for totalt kønsneutralt.

Den svenske kirke vedtog torsdag en ny gudstjenesteordning, hvor man ikke længere kalder gud for Faderen. Normalt lyder sætningen ’I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn’ ved både danske og svenske gudstjenester, men i Sverige vil det fra nu af i stedet lyde ’ I Gud, den treeniges, navn.’

Argumentet fra fortalerne for den nye ordning har blandt andet været:

»Uanset om man er religiøs eller ej, har kirken til alle tider haft en væsentlig rolle i kønsopfattelsen, og det er kun positivt, hvis der sker noget nu, selvom jeg mener, at der skal mere til,« siger den svenske forfatter Gunilla Thorgren til Kristeligt Dagblad.

Hun mener altså, at kirken påvirker, hvordan vi ser på køn, og derfor må Gud ikke længere have et køn af politiske årsager.

Men forestil dig, hvis det argument skulle tages til sit yderste. Hvad hvis vi pludselig gik ind og omskrev bibelen, så Jesus, som rent faktisk er en historisk person, ikke længere måtte kaldes en mand? At han ikke længere måtte kaldes Guds søn? Eller at hans mor Jomfru  Maria, som rent faktisk fødte ham ud af sit eget skød, ikke længere måtte kaldes en kvinde?

Skal de alle til at hedde ’hen,’ som er det kønsneutrale ord for en person?

At vi kalder Gud for Fader handler ikke så meget om, at han er en mand med det famøse y-kromosom, men at han skal ses som en forældrefigur, som vi kan ty til, når vi trænger til omsorg, tilgivelse og tryghed. Det skal ikke nødvendigvis forstås som en gammel mand, der sidder på en sky med hvidt skæg, men hvis han endelig var det – ville det så være så stort et problem?

Vi skal passe på, vi ikke bliver så ekstreme i vores fuldstændigt nødvendige historiske kamp for kvinders rettigheder, at vi bliver fanatiske. Og endnu engang har svenskerne taget et ekstremt skidt. Vorherre bevares!