Onsdag stoppede fagbevægelsens enfant terrible Dennis Kristensen som formand for FOA med noget af en afskedssalut. Et brud på den efterhånden sagnomspundene  musketered mellem en række forbund, der har sat forhandlingerne om en offentlig overenskomst i stampe i snart månedsvis.

Det er forståeligt, at man har lavet musketereden, for arbejdsgiversiden koordinerer også og lægger en samlet strategi. Eden betyder, at forbundene umiddelbart har stået stærkere. Men det har også betydet, at delelementer som betalt frokostpause og en årsnorm for lærerne har spændt ben for, at eksempelvis SOSU-assistenterne har kunne takke ja til en klækkelig lønstigning mod at skrive en betalt frokost ind i overenskomsten, som de i forvejen har. Derimod skulle de betale på andre områder for at få frokostpausen skrevet ind, og det har Dennis Kristensen til sidst indset ville være en dårlig handel for hans medlemmer.

Forhåbentlig bringer delaftalen mellem blandt andet FOA og Danske Regioner en sneboldeffekt med sig, der betyder, at der stille og roligt falder flere aftaler på plads som perler på en snor de næste par dage, så vi undgår en storkonflikt, der vil påvirke størstedelen af danskerne.

Med Dennis Kristensen stopper også en æra. På den ene side har han været elsket af sine medlemmer og til dels hadet i resten af fagbevægelsen. For et par år siden trådte han ud af LO’s ledelse i protest, fordi han efter eget udsagn blev udelukket fra indflydelse – blandt andet fordi han gik for meget enegang. Og det kan da irritere, men de andre forbundsformænd kan også lære noget af Dennis Kristensen, hvis de vil puste nyt liv i den kriseramte fagbevægelse. For med ham stopper også en karismatisk leder, der har været populær blandt sine medlemmer. Hvor mange danskere på gaden kan egentlig nævne navnet på formanden for Dansk Metal, BUPL eller for den sags skyld 3F? Synlighed og karisma er også vigtig, hvis man vil efterlade sig aftryk og få indflydelse, og det har Dennis Kristensen i den grad fået. Sikke et eftermægle han får ved at være den første, der indgår et forlig samme dag, som han stopper som FOA-formand.