Ruslands præsident Vladimir Putin tog stikkene hjem, da USA's præsident Donald Trump nægtede at kritisere Rusland eller Putin for at have blandet sig i det amerikanske valg i 2016 på pressemødet efter det historiske topmøde i Helsinki.

Det skete, selv om USA så sent som i sidste uge, har tiltalt 12 navngivne russere i den russiske militærtjeneste for at have forsøgt at underminere Demokraterne under valget.

Trump kritiserede oven i købet sine egne efterretningstjenester, mens den russiske præsident var til stede, hvilket en amerikansk præsident aldrig har gjort før.

Ellers var der tilsyneladende god stemning mellem de to præsidenter. Trump er sikker på, at Putin vil gøre en ende på problemet om hastig vækst i atomvåben. De enedes også om at samarbejde om at bekæmpe islamistisk terror.

Amerikanske medier er rystede over Trumps håndtering af emnet, også den ellers venligtsindede Fox News, der kalder det »surrealistisk«.

Alligevel kan det være en fejl generelt at undervurdere den utraditionelle amerikanske præsident.

Trump opfører sig ofte som en bølle eller en elefant i en glasbutik. Men sommetider lykkes ting for ham, som måske ikke var lykkedes for en mere diplomatisk leder.

Det er en succes, at han mødtes med Nordkoreas leder Kim Jong-un, selv om aftalen var lidt løs.

Det er en succes, at han har fået kineserne til forhandlingsbordet, for at undgå en handelskrig. Og det er en succes, at han har fået mange af NATO-landene til at love at arbejde for, at de betaler den procentdel til et fælles forsvar, som de faktisk har forpligtet sig til.

Donald Trump har også en vis succes indenrigspolitisk. For første gang i over 20 år overstiger antallet af ledige stillinger nu antallet af arbejdsløse i USA.

Lige efter, han blev valgt, troede mange, at Donald Trump ikke ville holde perioden ud. Nu taler man om, at han bliver svær at slå i 2020.

Donald Trump er en utraditionel præsident. Men verden er på mange måder i en utraditionel situation, som måske kræver utraditionelle tiltag.