Derfor har to vidt forskellige sager gjort det aktuelt at understrege, at sociale medier ikke er vores private domstole.

De to sager har ikke noget med hinanden at gøre, men minder alligevel om hinanden.

I begge tilfælde er der tale om handlinger udført af personer, der har følt sig forurettet, og som derfor har fundet det nødvendigt at bruge deres sociale medier til at opnå retfærdighed.

I det ene tilfælde oplevede en kommunikationsrådgiver det som uretfærdigt, at en mand ved en domstol blev frikendt i en voldtægtssag anmeldt af en af kommunikationsrådgiverens bekendte. På Facebook udtrykte kommunikationsrådgiveren derfor ønske og intention om at udpege den frikendte mand over for dennes kunder og samarbejdspartnere, hvilket naturligvis ville kunne være nedbrydende for den frikendte mand.

Det er til at forstå, hvorfor kommunikationsrådgiveren kan føle sig magtesløs, for der er store problemer i forhold til kvinders retssikkerhed og mulighed for at opnå retfærdighed i voldtægtssager, hvor der ikke er andre vidner. Dette sagt helt uden at tage stilling i den pågældende frifindelse for voldtægt – det er blot en generel betragtning.

I den anden sag har en kendt sportsmand – den tredobbelte verdensmester i speedway Nicki Pedersen – på sin Facebook-profil delt overvågningsbilleder fra et indbrudsforsøg.

Et indbrud er en voldsom overskridelse af offerets personlige grænser, og det faktum, kombineret med politiets lave opklaringsprocenter for indbrud, gør det let at forstå trangen til at handle på egen hånd.

Man kan sætte sig ind i følelserne hos både kommunikationsrådgiveren og sportsmanden, og derfor kan man også godt forstå deres behov for at søge retfærdighed uden om systemet og i den forbindelse bruge deres sociale medier som løftestang.

Men det ændrer ikke ved, at begge tilfælde er på kant med eller på den forkerte side af loven – og derfor, naturligvis, utilstedelige.

Domstolene dømmer eller frikender mænd i voldtægtssager, og politiet efterforsker indbrud. Det bliver vi nødt til at holde fast i.