Jeg er en af dem, som har oplevet et lille kvalitetsløft i tilværelsen i takt med, at netbutikker er blevet flere og større. Således har jeg også svært ved at forstå folk - det er vist især de ældre - som lovpriser personlig betjening i landets supermarkeder, som de åbenbart anser for at være en af samfundets bærende værdisøjler. Jeg oplever det som en tilfældig tombola over skodoplevelser.
Spørger man for eksempel en af supermarkedernes - det er samme surdej i alle kæderne - unge ekspedienter, så er det som at slå med en terning. Du kan være heldig at få hjælp til at finde dine kikærter, din jordnøddesmør, eller hvad du nu har brug for at af overflodsvarer. Du kan også blive vidne til et tåkrummende antropologisk cirkus.
Skriv debatindlæg til B.T. til btdebat@bt.dk.
Jeg spurgte for ikke længe siden en ung mand, om han vidste, om butikken lå inde med medisterpølse.
»Nej, det ved jeg ikke,« svarede han smilende og imødekommende.
Herefter gik han videre ud i butikken, mens jeg stod og flagrede som en immigrant ved det kommende dansk-tyske vildsvinehegn. Jeg forestiller mig, at hans simple tanke var, at han vidste det jo ikke. Så måtte det være det rigtige svar at sige sådan, og så var den sag ude af verden.
For nylig spurgte jeg ligeledes en anden glad yngling om et lignende spørgsmål. Også han svarede ‘det ved jeg ikke,’ men han valgte ikke at forlade mig, men blev stående, som om han ventede på næste spørgsmål. Ligesom en menneskelig udgave af Siri på Iphone.
Jeg stod også og kiggede på ham i spændt forventning, om han selv ville kunne finde ud af at hente en af de andre ekspedienter, så jeg kunne få hjælp.
»Jeg er næsten lige startet,« sagde han så fåmælt efter fem-otte sekunders intens og akavet øjenkontakt.
De utilfredse eller uambitiøse ekspedienter er desværre sværere at spotte end de unge. De leverer blandt andet håbløse gør-det-selv løsninger, så du bliver sendt på en lille safari rundt i supermarkedet.
»Det står ovre ved siden af..,« siger de og afslutter med at nævne en vare, som du heller ikke aner hvor står.
Så vifter de ivrigt med klør fem i en ubestemmelig retning, som kunne dække hele butikken. Så kan man enten give op eller lege skattejagt for voksne.
De samme ekspedienter kan også levere mystiske og uanvendelige svar på simple spørgsmål. En af mine favoritter er ‘hvis ikke det står på hylden, så har vi det ikke,’ som ofte fremkommer lige, når man har spurgt, om butikken ligger inde med en konkret vare. Jeg har ofte begået den fejl at spørge ‘hvilken hylde’, hvorefter der starter en frugtesløs indsats for at finde den hylde som en given vare, som butikken måske slet ikke har, burde stå på. Det er detailhandelens svar på at lede efter krukken med guld for enden af regnbuen.
Og så er der dem, som gætter.
'Det har vi aldrig haft,' forsøger de, når man febrilsk står og skal have pølsehorn, som man har købt 50 gange før i butikken, men som nu pludselig ikke er at finde i køledisken.
Der er også mange gode ekspedienter blandt de dårlige, bevares. De ringe fylder bare meget, og det må simpelthen være en af de letteste ledelsesopgaver at løse. Særligt for de unge, som åbenbart ikke har fået at vide, at de skal hente en anden ekspedient, hvis ikke de selv kan løse kundens problem. Det information kan man jo give dem ved en lille ‘husk altid dette,’ samtale den dag, de starter.
Det må være muligt at formulere et lille universal-kodeks for ekspedienter, som går på, at ingen kunde må forlades, før kundens problem er løst. Et kodeks som butikscheferne skal sørge for, at alle ekspedienter kan udenad.
Så kan vi kunder få den service, som man burde kunne forvente altid.
