Corona blev for alle danskere en stor omvæltning.

Men særlig for den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt blev coronanedlukningen et stort følelsesmæssigt vendepunkt.

For her blev det tydeligt for danskeren, at hun lider af angst. Det fortæller Mia Blichfeldt i radioen 24syvs podcast 'Bag eliten'.

Det skyldes, at hverdagen begyndte at ramle for badmintonstjernen. Specielt på den private front gennemgik Mia Blichfeldt en svær periode, som både bød på et brud med hendes kæreste, og at hendes morfar døde.

Mia Blichfeldt.
Mia Blichfeldt. Foto: DIEGO AZUBEL
Vis mere

Samtidig tog Mia Blichfeldts badmintonkarriere flere slag. Coronanedlukningen og skader gjorde, at hun ikke kunne søge tilflugt i sportshallerne og afreagere. Herudover blev OL i Tokyo, som hun havde kæmpet for at blive klar til, udskudt.

Alt dette lagt sammen satte gang i en forfærdelig tid, hvor tårerne fyldte en del. Den svære tid fortsatte, også selvom Mia Blichfeldt skulle spille ved OL, som hun havde drømt om, siden hun var barn. Her røg hun ud til inderen Pusarla Sindhu.

»Jeg føler, at bolden fiser rundt om hovedet på mig, og jeg har tusinde tanker i hovedet. Jeg kan ikke rigtig række ud til min træner Jesper, for jeg føler slet ikke, at jeg er til stede.«

»Jeg bliver ved med at sige til mig selv: 'Nu tager du dig sammen, du står ved OL – nu tager du dig altså sammen, klem ballerne sammen og find noget frem'. Men den indre stemme, der bare har fyldt med, at jeg ikke er god nok og er dårlig, den tog bare over. Lige pludselig lignede jeg – jeg ved ikke, hvad det var, jeg lignede,« siger hun i podcasten.

Men det handlede ikke bare om at føle sig god nok. Mia Blichfeldts angst har, ligesom mange andres, stor kompleksitet. Badmintonstjernen fortæller, at den kan blive trigget af, når hun savner andre personer at være sammen med. Eksempelvis når hun er til et stævne, væk fra sine venner og familie. Det kommer af, at hun er en 'tryghedsperson', som hun beskriver sig selv.

Men gudskelov er danskeren i dag kommet på højkant igen, og hun har kontrol over angsten. Hun fortæller, at modet til at være åben, gå til psykolog og anskaffe sig sin lille hund Zoey har været startskuddet til at komme på rette vej igen.

Og som Mia Blichfeldt selv fortæller i podcasten, kan det lyde bizart, men hun ville ikke have været den hårde tid foruden. Nu føler hun, at hun er i en position, hvor hun føler sig stærkere, mere selvstændig og har større selvtillid. En hverdag helt uden de »grimme tanker«.