Juleanmeldelse: Matador 24. december – Eminent – jeg græd som pisket!

De fleste af Korsbæks skæbnehistorier er blevet millimeterpræcist stykket sammen og leveret gennem julen.

Men her ved sidste afsnits endeligt må jeg konstatere, at der altså også altid er andre fortællinger, vi springer alt for let henover.

I dagens – bare rolig, igen ellers mesterlige – afsnit, får vi i introen forklaret, at Ellen Skjern vil skilles. 

Der har været små hentydninger til, at ægteskabet med Mogens Lamborg ikke var optimalt, men nu får vi det simpelthen bare at vide lige ud, og så smutter yndlingsdatteren på Tandlægehøjskole og scorer professoren.

Men den slags forviklinger er faktisk noget, jeg ellers gerne vil rose 'Matador' for.

For hvor jeg først tænkte, at serien ville være en blid, forudsigelig brise, har den vist sig som en poignant og overraskende vild storm.

Det er ikke altid bare de oplagte, der får hinanden til sidst.

Måske er der gået seks år, hvor man har været adskilt af krig og interesser som Herbert og Vicki, måske har man i mellem tiden fået et barn med en anden og vælger at give det en chance, som Ulrik, der glemmer Ellen til fordel for lykken med Maja og deres fælles søn.

Også både Skjern- og Varnæs-parret har overkommet deres udfordringer.

Maude og Hans Christian ender sågar med at fejre sølvbryllup som højdepunktet i dagens afsnit, og det er en smart og smuk måde at få sat krølle på serien.

Med sange og taler tillades vi et storladent, nostalgisk blik tilbage på det, karakterne har gennemgået, som vi panorerer mellem dem og mindes om deres indbyrdes relationer og udfordringer.

Og alle synger med og bringes sammen, selv pigerne i køkkenet nedenunder og i det mere ironiske hjørne til sangskriveren Rødes fest.

To tårepiskere
Vi kommer selvfølgelig heller ikke uden om kærlighedens udfordringer hos Mads og Ingeborg Skjern.

Det starter lidt karikeret med Ingeborgs mange hentydninger til, at Mads efter sin tur til USA er så travl og fremtidsfokuseret, at de dårligt taler sammen længere – og Mads er lige så karikeret, som han render rundt og bruger ordet 'fremtid' i alle sætninger.

Men da de begge får deres sammenbrud, er det umuligt ikke at lukke dem helt ind under huden.

Først er det Ingeborg, der evigt dydigt forsøger at forstå sin mands bevæggrunde for at smide deres søn og hans ven ud af hjemmet. Familien ligefrem.

Men da Mads forklarer, at sønnen er »syg i hovedet«, efter han har set ham og vennen »omfavne hinanden«, mister Ingeborg endeligt for første gang besindelsen.

Og Ghita Nørby pisker mig til tårer fra første udråb i en så ikonisk scene, jeg nu også endelig har haft fornøjelsen af at se for mig selv.

Hun kalder Mads for »en krøbling herinde«. Og det demonstrerer han senere, når han overgår til en zombielignende tilstand uden sin hustru.

Agnes derimod styrter fra sin nye samarbejdspartner for ikke at se ham tude, men hun holder alligevel på hans hemmelighed.

Og her mindes vi igen om den gennemgående morale, efter sladderen har været hele rygraden i fortælleopbygningen, at det er godt at interessere sig for hinanden – men man er nødt til at tale sammen.

Til sidst må yngstearvingen Erik – efter at have cementeret, at heller ikke han vil overtage forretningen, men være atomfysiker – få faren i seng. 

Først en udnævnelse som svensk konsul får ham op igen. Så forandret er han trods alt ikke.

Driftige kvinder og uforudsigelige skæbner
Men heldigvis er Daniel det første, Mads spørger til, da Ingeborg vender hjem.

Og til allersidst får sønnen, der ligefrem definerede »new look« og finder både succes og kærlighed i Paris, endelig sin accept, når fru Varnæs sidder i hans design på sin sølvbryllupsdag, så selv Mads må smile med.

Forinden måtte Daniel dog takke nej – med fornyet sikkerhed i stemmen og rankhed i ryggen – til det job i forretningen, hans far ville pådutte ham, og mens han tager til Paris uden farens hjælp, får den mere passende kandidat Agnes i stedet jobbet.

Mads giver hende tilmed gudhjælpemig ret, da hun symbolsk komme med en fødselsdagsplante, der skal minde ham om ikke at være så stiv i sin ledelse, og hun ender med at imponere ham igen ved at sælge både sin arbejdskraft og virksomhed til fordel for aktier i hans.

Ægtemanden Røde får sågar hendes sidste bastion, maskinskrivningsbureauet, som hun sødt frasiger sig alt ansvaret for – udover påpegningen om, at han skal tage penge for arbejdet. 

»Det bruger vi nemlig her,« slår hun fast, som det mange gange er sagt i de fine kredse. For nu har Agnes selv hævet sig op og startet sine egne og stadigt medmenneskelige traditioner. 

Men at skæbnen ikke altid vil, som man tror, er gennemgående.

Der er lægen, der til sidst forlader Korsbæk efter at have afsløret korruptionen, der gør de fjordbadende arbejderbørn syge, der er fru Violet, som får spoleret sit afdansningsbal og fyret Misse fra klaveret, da kongen dør midt i festlighederne. 

Røde, der ikke bliver valgt ind i Folketinget, mens Gustav Friis i stedet kommer ind fra højre og gør. Eller mest trist med Jørgen Varnæs, der efter en tur på nerveklinik bliver »vænnet af med at drikke« og ender på en jysk godsforvaltning og i en dames hjemmebageri.

'Matador' bliver smukt og langt fra forudsigeligt bundet sammen til sidst.

Pjat med hullerne, der også konsekvent er i serien, for jeg græd som pisket flere gange, så det kan selvfølgelig kun udløse seks stjerner igen igen.