Juleanmeldelse: Matador 1. december – Det lover RIGTIG godt!

Jeg må hellere starte med at bekende, at jeg aldrig har set 'Matador' før. 

Derfor er det også med stor ærefrygt, at jeg ligeledes må bekende, at jeg til tider havde lidt svært ved at følge med i første afsnit. 

Det er et overvældende stort persongalleri – en hel landsby og den nyeste tilflytterfamilie – vi præsenteres for. 

Men det store persongalleri ender faktisk med at blive en af afsnittets styrker.

Først føles det dog mest som om, vi hvirvles rundt mellem folk af mere eller mindre mulig vigtighed – lige fra de lokale nede på byens kro – ja, faktisk bare alle de ansatte OG deres kunder i alle byens butikker – til de fineste spidser i dametøjsforretningen og banken og deres spisestuer.

Der er for eksempel Elisabeth, som af en eller anden grund kommer på besøg, og som jeg aldrig helt fangede skulle være fru Varnæs' søster, fordi det bare blev løst refereret inde på kroen, hvor vi gennem en snavset rude blot ser 'Varnæs og fruen' for første gang – længe før, vi overhovedet møder hendes søster.

Fru Varnæs ser også selv på et tidspunkt ud til at være den forstenede person, der i en forbibemærkning bliver kaldt 'Maude', og det må man jo så antage, hun hedder.

Men faktisk er dem, jeg har sværest ved at koble sammen med nogen, kvindernes mænd. De vigtige mænd, der angiveligt arbejder løs, men mest bare kommer, når alt i hjemmet allerede er klaret. Og det må man vel sige er meget fremsynet for så gammel en serie, der samtidig præsenterer det helt umærkeligt, lige fra starten.

Og som vi langsomt, men kløgtigt overhører de forskellige af byens kredse, forankres vi i historien og serveres en fuld fortælling om en lille by i splittelse og stilstand.

Total forvirring og tyksmurt sympati
Jo, til tider er der lidt for lange grin og overtydelige grimasser, ligesom det kan være svært at se bort fra, at vi befinder os i en filmby.

Nogenlunde subtilt er det da heller ikke, at den nye fyr kommer ind på den lokale frokostrestauration, vi lige har set gutterne drikke drammer på, og så bestiller to mælk.

Og så kunne man også mene, at sympatien er smurt lige lovligt tykt på og lige tydeligt nok placeret.

Vi ser den 'umådeligt venlige' grisehandler give vores hovedperson og hans søn husly, og møder den upåklageligt høflige tjener Boldt, som træder et skridt tilbage og gør plads til Daniel, mens han går i vejen og prøver at passe ind. 

Selv den snobbede dametøjshandler, jeg kender bedst som hr. Meyer fra 'Huset på Christianshavn', behandles kosteligt på restaurationen, hvorefter vi straks efter klipper til den fornemme middag, han ikke er inviteret med til.

Samtidig overhører vi 'den unge kone' lade som om, hun taler med sin far, når 'chefen' kommer hjem. Hvordan orkesteret i Skovpavillionen ikke er fint nok, når nogens bror er blevet folketingskandidat, og vi forstår, at hvad overklassen har i overflod materielt, mangler de i ægthed.

Vi har ganske tydeligt – men dog aldrig karikeret eller unaturligt udpenslet – det gode overfor det onde. Det arbejdsomme og hjælpsomme overfor det overfladiske; 'de fine'.

Så er der jo bare Bent Fabricius' smukke musik, og må jeg lige sige: Virkelig flotte farver, DR har fået frem med restaurationen. Det er der altså også lidt point for, for på ingen måde føler jeg mig fanget i udgivelsesåret 1978.

Samlet set er jeg meget imponeret over, at alt det her er blevet lavet i 70erne. Det er fremsynet, eksperimenterende og vellykket i både manuskript og fortællestil.

Det lover rigtig godt, og jeg glæder mig allerede til 2. december og andet afsnit.