Juleanmeldelse: Matador 9. december – Ét hår i suppen i charmerende og tankevækkende afsnit

Så blev det 9. december, og med dagens afsnit af ‘Matador’ – ‘Hen til kommoden’ – har jeg altså ét hår i suppen.

Men vigtigere endnu: Jeg har tre ting, der virkelig begejstrer mig.

I dagens afsnit kommer en dejlig usnobbet Agnes i spil.

Men det virker altså lidt for pludseligt og karikeret, at Røde helt har glemt hende og bare går og afventer telefonsamtaler med en i København, som han ikke giver tid til at svare, før han fyrer næste replik af.

Selv på sin bryllupsdag lader han sin brud vente, og når han påmindes den kommode, han havde lovet at hente, så bestiller han bare en omgang nede på værtshuset.

Til sidst lader han en flygtning flygte ind uden at have sagt et ord til sin nyindflyttede kone!

Til tider er han da også charmerende, og hans kone spøger heldigvis bare med, at det er godt, de har fået en feltseng.

Agnes fejer alle bekymringerne væk, for sliddet er jo ikke arbejde, når det er hendes eget.

Men det er ikke desto mindre tankevækkende at se, hvor underlagt Agnes er af andre, når alt hun ejer – en kommode – skal rykkes fra familien, hun tjente hos, til den mand hun er blevet gift med. Direkte fra tjeneste til ægteseng. En kommode, hendes mand i øvrigt aldrig får hentet.

Og igen får vi kodeordet ‘overbærenhed’ knyttet til vores helte.

Det gælder også Ingeborg, der mener, at Mads kan feje de dumme rygter af sig, mens Mads igen er klar til at synke dybere ned og bruge sin magt og position til at få sin vilje – og til dels lykkes med det.

Men ikke helt, for vi har fået et vidunderligt charmerende skurkepar i bankdirektør Varnæs og sagfører Skjold Hansen. Med en smittende tæft får de hastigt optrevlet Mads Skjerns plan og bekræfter det, vi allerede ved.

Det nye lys på sagen ender dog også med at sætte endnu en kile i forholdet mellem Kristen og Elisabeth, og ved gud, hvor gør det ondt at se Helle Virkner bryde sammen.

Og et skud ud til Karen Blixen er også med til at give serien sin feministiske nerve. Samtidig med vi ser, hvordan kvinderne er opslugt af deres mænd, mens mændene er opslugt af deres sager.

Ikke mindst Rødes »kamp for idealerne« – men vi ser faktisk også det modsatte: Hvorfor nazismen var tillokkende på overfladen.

Der er den nyindførte bror Gustav, der i Tyskland beundrede den orden og flid, han så. Holger, der som tidligere straffet bliver taget ind og vil bidrage. Hr. Skjold Hansen, der begejstres af, hvordan de »fandeme kan løfte benet« – for derefter at undskylde til hr. Stein. Eller bare hr. Boldt, der gerne tager deres penge.

Apropos penge, så er det i den noget mere lette ende da lidt sjovt, at Røde klager over, at huslejen er en femtedel af hans løn. Han skulle bare vide.

Håret i suppen var altså Kurt Ravn, som rammer mig lidt lunkent som top engageret kommunist og top uengageret ægtemand.

Men billedet af, hvordan Korsbæk indledende økonomiske problemer snart lader nazismen sive ind er tankevækkende og overbevisende udført, og jeg lader mig ikke mindst charmere af Korsbæks nye skurkepar og den hjertelige Agnes.