Juleanmeldelse: Matador 18. december – Medrivende og mesterligt - minus lidt småregninger

Først må jeg lige sige:

Jeg forudsagde det! 

I dagens afsnit får vi ganske rigtigt i introen forklaret, at den musikalske trio, Kristen, Elisabeth og doktor Hansen, har fundet sammen i »illegalt arbejde« med »Ullas ven«.

Los væk alle de mange, måske lidt for subtile hentydninger, vi fik serveret forinden, for nu er al modstand fejet væk mod, at de alle kan springe ud som krigsfornægtere i noget nær fuldt flor.

Elisabeth folder lyssky Budstikken til udlevering og får sin nøgle til porten tilbage, men ser alligevel tvivlende ud, da dr. Hansen tilkaldes for at tilse de tyskere, de fik såret i processen med at springe garageanlægget i luften. Og Kristen kører af dække som læge afsted med 'sin syge patient' hr. Stein, så han kan flygte med båd til Sverige.

Og derudover får vi endnu en ny og gennemcharmerende helt at heppe på.

Dagens afsnit 'Hr. Stein' starter, hvor en kvinde afleverer værelsesnøglen tilbage til lukrerende hr. Boldt efter at have fornøjet sig med en tysk soldat.

Og det ender med, at Varnæs-familien mister deres barnepige frk. Hollenberg, som fordækt må afskediges, da hun falder for en tysk soldat – og siden stjæler to af familiens bedste lagener – ikke til at »brede ud over en feltmadras«, som hr. Varnæs tørt humoriserer – men til at få lavet sig Daniel Skjerns »gode idé«.

For selvom Mads stadig hellere belønner datteren Ellen, som fornemt fremviser både nederdel og cotton coat, så laver Daniel tegningerne til Skjern Magasiners nyeste mode indenfor krigsvenlig genbrug.

Krigens trængsel trænger da også ind i alle sprækker i 'Matador', og selvom det kan være lidt at trættende at skulle igennem, hvordan alle karakterne fryser, så fryser man alligevel med dem. Selv for Fede og hans statsanbefalede selleribøffer.

Mit hjerte græder også lidt med Misse, der skyldtynget må handle smør- og sukkermærker til helt karikeret »forfærdelige« Frederik Andersen, der agter at gifte sig med hende, så hun fortsat betalingsløst kan gå rundt og servicere ham, mens han selv tager 50 kroner for sin afdøde kones kåbe, som Misse måske vidst alligevel allerede har betalt for, mens han flygter i skjul uden tanke for sin fremtidige hustru, når bomben falder efter et slag mindre succesfuldt whist, som viser sig at være bridge.

Ved eksplosionen i baghaven starter Maude da også mest med at tænke på at få fikset sine egne ruder.

Men hun bliver alligevel pludselig handlekraftig, da hendes barnepige inviterer en tysker indenfor. Bemærker sågar med fornyet selvironi, hvordan hun i tre år lod sig forblænde af barnepigens fine herkomst.

Ulrik får også endelig, omend tynget af hjertesorg, forklaret sin mor, at han bebrejder hende, at han aldrig fik Ellen, og med tårer i øjnene må Maude høre, hvordan hun aldrig har brudt sig om andre end sig selv, selv på resten af familiens bekostning.

Men kort efter ser Maude sin frelse. 

For efter at have bespist den flygtende hr. Stein, står det klart, at hun må køre ham til Daniels mormor i grisehandlerens bil. »Spillereglerne er sat ud af funktion«, som hr. Stein bemærker.

Det er da også en smuk scene, da hr. Stein ikke kan lade være med at grine over uvirkeligheden i, at den fornemme Maude nu må sidde i en grisebil for hans skyld.

Hun ved dog godt selv, at hun intet har at risikere – til sammenligning. 

Og med kardinalsætningen: »Hvem siger, jeg ikke kan lægge mig? Her er jo rent og pænt«, overnatter de på gården, mens tyskerne »jager jøder«.

Selv ikke den tynde erstatningskaffe, det meget åbenhjertige og lykkeligt latterligtgjorte værtspar næste morgen serverer, kan få smilet af Maudes ansigt.

Det bliver ikke mindre, da Kristen personligt, omend måske lidt uforsigtigt, fortæller Varnæs-parret, at hr. Stein er kommet godt videre – og giver Maude et russisk smykke som tak. Hun tænker altså på andre.

Også hendes mand, bankdirektør Varnæs, brænder stærkt igennem skærmen, som han handler med hjertelig fortørnethed over, at hans medarbejder chikaneres og hans bank vandaliseres med teksten »jødesvin«.

Samtidig giver det også langsomt god mening, at Katrine ringer efter Kristen frem for sin »standardiserende« svigersøn Mads Skjern, der bekymres for sin brors fiksfakserier, men igen begrunder det med forretningens vel og familiens dernæsttilhørende.

Kristen selv vil skilles og befri konen Iben fra hendes ægteskabelige bur – mens han udkårne Elisabeth dårligt længere tror på ægteskabet. Og Ingeborg; ja, hun bekymrer sig om sin datter fru Lamborgs netop gennemførte.

Krigen trænger ubehageligt ind i alle sprækker, mens nye helte opstår og lapper vores sår.

Kort sagt: Medrivende og mesterligt. Minus lidt småregninger.