Juleanmeldelse: Matador 3. december – Det nærmer sig jo propaganda

Er det bare mig, eller er det ikke lidt svært at finde ud af, hvordan det står til med Ingeborg og Mads Skjern?

De sover ikke sammen, får vi at vide i dagens afsnit, for Mads er ordentlig – så ordentlig, at han ved gud ikke engang drikker – og til sidst står parret simpelthen overfor at blive gift for at få Ellen ind på den fine privatskole. 

Bevægelsen i tid giver ikke altid så meget mening i 'Matador', for på få sekunder kan vi eksempelvis nå at se Arnold sige op det ene sted og få sin månedsløn det andet sted.

Generelt er der også stadig en vekslen mellem de små, fine hentydninger og så den komplette udpensling, som ikke mindst introen, der åbenbart er et fast indslag til at mejsle ind, hvad vi allerede har forstået.

Andre gange klipper vi fornemt mellem familien Varnæs, der bekymrer sig om, hvor pæne børn der nu kommer i den halvtomme privatskole, mens Ingeborg skuffet må vende hjem med beskeden om, at der var for fyldt til at optage datteren Ellen.

Sympatien når nye højder
Dertil var der også flere detaljer i dagens afsnit, som jeg ikke kunne lade være med at studse over.

Eksempelvis blev jeg rusket rundt i min tidsforståelse, når man i samme afsnit både hører hr. Schwann sige, at de unge kun går op i »negermusik«, mens man modsat hører Vickis unge veninde Tut sige alskens engelske fremmedord fra »nice« til »shut up«.

Det var også sjovt pludselig at se Kurt Ravn dukke op som en ung og emsig togkontrollør.

Men faktisk er Kurt Ravn billedet på noget, der har irriteret mig før ved 'Matador', og nu tager til i styrke.

Sympatien er nemlig lige lovlig tydeligt udpeget for os generelt indtil videre, og nu kommer 'Røde' så med endnu en dimension: Vi kan faktisk heller ikke så godt lide 'de højrefolk'.

Det nærmer sig jo propaganda, når vi til vælgermødet morer os over den dumme kandidat, der lader sig ydmyge af Røde, som læser op fra de tabte noter, ligesom alle dem, vi i forvejen holder med, skal vise sig at være venstreorienterede.

Dertil er det også til stadighed tydeligt, at de fine er de virkelige tabere.

Mens både kunder og ansatte flygter fra Damernes Magasin – der tager overpriser til baronessen, uden at indkræve dem, og betaler underpris og trækker løn fra ansatte Arnold – så stormer Mads Skjerns Tøjhuset frem, giver almisser og må ansætte i et væk.

»Det gamle lort« som er markisen, holder ikke engang hos det gældsramte Damernes Magasin, og snart overtager den driftige Mads Skjern også deres deal med skoleuniformerne.

Samtidig lader hr. Arnesen som om, hr. Schwann er heldig, at han nu må bruge hele sin arv på at slide sig op som kompagnon i butikken, hvor en overtrukket kassekredit gør, at han alene må »løfte i flok« – og først her får hr. Schwann tårerne frem, ikke ved sin onkels dødsfald, men ved tanken om at stige i graderne og slippe for vores venner på jernbanerestauranten.

Som vi krydsklipper mellem de to tøjbutikker, skal vi forstå, at hjælpsomhed og ordentlighed er vejen frem, mens de rige kun vinder på, at alt bliver ved det gamle og skinhellige.

Samtidig insisterer Mads Skjern på, at hans og Ingeborgs børn skal i privatskole som de 'pæne børn', og jeg håber, at vores helt vil brænde nallerne på sine fine fornemmelser, for her ligger potentialet til at vise en ny dimension af den snart udkørte grøft mellem de fine og de jævne, som har været bygget noget nær entydigt op indtil nu.

Men altså, det er sgu svært at være sur på – jeg hygger mig for godt!