Juleanmeldelse: Matador 2. december – Det er lidt skizofrent …

Jeg har noget skrækkeligt, jeg må bekende.

Anden episode af 'Matador' irriterer mig sgu allerede lidt.

1. december bad jeg som førstegangs-'Matador'-seer om mere kontekst. 2. december lærte jeg, at man skal passe på, hvad man ønsker sig.

For som om en fortællerstemme hørte min bøn, starter anden episode 'Genboen' med at forsøge at besvare det spørgsmål, som første afsnit efterlod: Hvem er alle de her mennesker?

Jeg lærer eksempelvis, at Elisabeth simpelthen er flyttet permanent ind og har overtaget husførelsen for fru Varnæs. Men omend sympatisk, så ender fortællerintroen som endnu et væld af halvkiksede opremsninger – og ikke nødvendigvis om de karakterer, vi støder på.

I stedet får vi fra start malet på væggen, at ham bankdirektør Varnæs, 'han er byens spids', og at vennerne på kroen simpelthen har 'bestyrket' den gode Mads Skjern i hans helt rigtige idé om at åbne en tøjhandel for de jævne i Korsbæk.

Det nævnes tilmed flere gange og insisterende direkte gennem episoden, at der er 'de jævne', og 'de fine' i byen.

Det er da også rimeligt udpenslet – og rimeligt tidligt i forholdet vil jeg nu nok også mene – at vi ved, at Mads Skjern og Ingeborg skal have hinanden. Men jeg kan selvfølgelig blive overrasket.

Generelt er det lidt skizofrent, hvordan 'Matador' skifter mellem at levere humoristiske, overraskende og diskrete stikpiller og så andre gange helt overtydeligt udpensler sine egne præmisser.

Det irriterer mig, men jeg kan sgu ikke rigtigt blive sur på det. Jeg hygger mig for godt.

Dyresex og samfundssatire
For som episoden skrider frem, lærer vi faktisk noget om virkelige problemer.

Om hvordan de fine lukker for adgangen for de jævne, fordi de slet ikke befinder sig i deres luftlag, men sidder på magten. 

Mens både bankdirektør Varnæs og fruen i mistro må konstatere, at der jo allerede findes en tøjhandel i byen, så må Mads Skjern låne penge fra sine brødre for at starte sin egen ‘manufaktur’ – som de alle sammen insisterer på at kalde det – og får straks succes. 

Der er dem, der ‘nok gerne vil have, at alt bliver ved med at være, som det er’, som Mads Skjern får bemærket, og så dem, der håber på mere.

Det er til tider karikeret, men det er også satirisk, og her i andet afsnit er sympatierne ikke længere lige så tykt smurt ud.

Vi ser den uforsigtige barnepige, og den nærige Mads Skjern. Vi griner af Maude, hvis stærke næse kan lugte den hemmelige øl, vi så Ulrik drikke, men hvis begrænsede udsyn ikke tillader at begribe, at han rent faktisk ikke altid er under opsyn på Anlægget. 

Vi fatter sympati med bankdirektøren, som ler med og selv kalde det 'lyksaliggørelse', når grisehandlerens hund parrer sig ind i de finere kredse og som dagens store diskussionsemne i Korsbæk binder samfundslagene sammen.

For alle vil jo åbenbart se to hunde parre sig, høj som lav. 

Selvom det er en filmby, så er Korsbæk altså ret charmerende.

Trods karikatur og overforklaringer, så lader jeg mig lulle ind i forestillingen om, at jeg sidder og overhører nabobordet på en lille provinsbys frokostrestaurant, og er blevet inviteret med ind i de fornemme frokostsaloner hos byens spidser. 

Jeg irriteres gentagne gange, men mest er jeg sgu bare tryg og underholdt.