Hvilket hold kan Danmark stille med ved næste års ishockey-VM i Slovakiet og hvem skal egentlig træne det?

Svarene blæser i vinden efter Danmarks skuffende VM-exit, der blev en realitet med nederlaget på 0-1 i det indledende gruppespils sidste kamp tirsdag aften.

Dagen derpå er én ting i hvert fald sikkert.

Den 37-årige Herning-veteran Daniel Nielsen har besluttet at kvitte landsholdet.

»Jeg spillede mit første VM i 2002. Nu er det definitivt slut. Selvfølgelig kommer jeg til at savne oplevelserne på landsholdet, men deltagelse ved et VM på hjemmebane var en perfekt afslutning,« siger Daniel Nielsen til BT.

Til gengæld vil han ikke udelukke, at han fortsætter i Metalliga-klubben Herning Blue Fox.

»Her har jeg kontraktudløb efter denne sæson, men jeg håber, vi kan blive enige om en forlængelse,« siger Daniel Nielsen.

Det kan heller ikke udelukkes, at svenskeren Janne Karlsson nu er fortid som træner for det danske landshold. Efter sidste VM-kamp havde han i hvert fald ingen lyst til at fortælle, hvorvidt han fortsætter i jobbet, når hans kontrakt udløber til sommer.

»Det har jeg ingen tanke på nu og jeg har heller ikke lyst til at kommentere på det,« sagde han efter kampen mod Letland med et ansigtsudtryk, der kunne signalere, at han har andre jobmæssige muligheder, selvom ledelsen i Dansk Ishockey Union siger, at de er interesserede i kontraktforlængelse.

Til gengæld ser det ud til at Jannik Hansen, der efter denne sæson ikke længere er på kontrakt i NHL-ligaklubben San Jose Sharks, har mod på mere.

»Nu skal jeg have sommerferie. Jeg håber, jeg skal fortsætte med at spille ishockey. Forhåbentlig i USA. Men det er ikke op til mig selv. Lige nu har jeg ikke de store ideer om, hvad der skal ske. Min ishockeyfremtid bliver først afgjort henover sommeren,« sagde Jannik Hansen, der svarede således på spørgsmålet om, hvorvidt han fortsat har lyst til at spille på landsholdet:

»Det er det samme som altid. Er jeg fit, stiller jeg op. Det har været kanon at være med. Får jeg engang i fremtiden en opringning fra landstræneren, er jeg formentlig klar.«

Jannik Hansen lagde ikke skjul på, at han var skuffet over nederlaget.

»Vi stod med alle kort på hånden, og alligevel taber vi til Letland. Det er utroligt små marginaler, der blev afgørende,« sagde han.

Synspunktet blev bakket op af Oliver Bjorkstrand.

»Denne nedtur minder lidt om vores skuffende resultat i kvalifikationsturneringen til vinter-OL (i Sydkorea, red.). Det er selvfølgelig ikke godt nok. Jeg synes, vi har spillet en god turnering. Derfor er det ekstra ærgerligt, at vi ikke kommer i kvartfinalen,« sagde Oliver Bjorkstrand, der står uden kontrakt efter denne sæson.

»Efter VM kommer det for mit vedkommende til at stå på sommertræning i USA, så jeg er klar, hvis muligheden for at få en ny kontrakt med en NHL-klub opstår,« sagde Oliver Bjorkstrand, der har kontraktudløb i Columbus Blue Jackets efter denne sæson.

Dansk Ishockey Unions direktør Ulrik Larsen forstår frustrationerne udmærket.

»Selvfølgelig er vi kede af, at vi ikke skal spille VM-kvartfinale. Det havde været fantastisk, hvis festen var fortsat et par dage mere. Men når det er sagt, synes jeg, at vi skal være tilfredse. Undervejs i turneringen besejrede vi blandt andet Finland og OL-sølvvinderne fra Tyskland,« sagde han dagen derpå og valgte at fokusere på Danmarks succes som VM-værter.

»Afviklingsmæssigt er det gået over al forventning, og det er egentlig også derfor, at skuffelsen er ekstra stor. Tilskuernes opbakning har jo været fantastisk. Jeg forventer bestemt, at vi kommer ud af arrangementet med et overskud. Vi havde en drøm om 300.000 solgte billetter. Det tal har vi langt overrealiseret. Pengene herfra skal naturligvis investeres. I juni afvikler DIU repræsentantskabsmøde. Her vil et af diskussionsemnerne blive, hvordan vi fremadrettet udvikler vores sport,« sagde Ulrik Larsen.

Han forestiller sig, at man eksempelvis kan igangsætte projekter, der henvender sig til rekrutteringen af flere drenge og piger og halbyggeri.

»Men alt koster penge. Så hvad pengene fra VM skal bruges til, bliver afgjort efter en politisk debat af DIU's bestyrelse. Mit håb er at vi kan komme i gang med at videreudvikle vores sport efter sommerferien,« sagde Ulrik Larsen.

VM-kvartfinalerne spilles torsdag. Disse ser således ud: Finland-Schweiz, Sverige-Letland, Canada-Rusland og USA-Tjekkiet.