For første gang efter ferien - og ikke mindst efter fredagens nyhed om tvillinger - viste Mary sig ude i offentligheden.

B.T. mødte Kronprinsessen, da hun tirsdag deltog ved Flådeparaden i Københavns Havn i anledning af Flådens 500-års jubilæum.
 
- Jeg har det godt, sagde Mary smilende om sin graviditet.

Endnu var der ikke meget bule at ane i den beigefarve og ellers kropsnære kjole. Og der er da også stadig seks måneder til termin - og mange arbejdsopgaver forude endnu.

- Jeg fortsætter så længe som muligt, svarede hun, da bt.dk spurgte, hvor længe hun ville fortsætte med at arbejde.

Og hvor længe det så er, må tiden vise. For det er hårdt at være gravid - ikke mindst med tvillinger.

- Jeg er ualmindelig træt en gang imellem, erkender Mary.

Med til paraden var også gemalen, kronprins Frederik, ungerne Christian og Isabella samt dronning Margrethe og prins Henrik.